Min uperfekte perfekte krop – Nanna Pretzmann
Groft solsikke rugbrød

Min uperfekte perfekte krop

Jeg må indrømme at dette indlæg nok er det mest grænseoverskridende til dato. At sætte sine uperfektheder til offentlig skue giver lidt sommerfugle i maven. Sommerfugle er nok faktisk lidt af en underdrivelse, for egentlig føles det mere som fuldvoksne elefanter, som tramper rundt derinde, men jeg synes egentlig budskabet er vigtigt og derfor smider jeg gerne klunset. Here it goes..

Sort eller hvid? Tyk eller tynd? Strækmærker eller ej? Kan det ikke egentlig ikke være fuldstændig ligegyldigt. Hvorfor ikke hylde alle kroppe præcis som de er? Den anden dag så jeg smukke Josefines mave på facebook (HER). Hun er træt af skønheds idealerne idag og viste derfor sin mave frem, for at bryde tabuet. Smækfyldt med strækmærker og løs hud slår hun igennem min computerskærm. Fedt, tænkte jeg, men jeg kunne se i kommentar feltet på facebook at mange flad- og glat skinnende mave mødre følte sig trådt på, fordi det nu skulle være noget særligt at flashe strækmærker. Det synes jeg så egentlig lidt det er, for det er sgu lidt af en overvindelse, at flashe det, man ved, ikke er skønheds idealet og det handler jo slet ikke om at der ikke skal være plads til flad og strækmærke løse maver. Men netop at der skal være plads til alle i skønheds billedet. Faktum er jo, at kroppen er fantastisk uanset hvordan den ser ud. Vi er alle specielle uanset om brysterne er af silikone og sidder som støbt oppe under hagen eller de ligner teposer med en 5 i og hænger og dingler rundt omkring ved navlen.

Gu’ fan tænker jeg også nogle gange, når usikkerheden rammer mig, at jeg ville ønske mit maveskind stadig var glat og fint, ikke lignede en bolledej og mine bryster stadig struttede, som de gjorde engang. Men mit maveskind ligner et ørkenkrater og det gør det, fordi jeg bar tvillinger og fik svangerskabsforgiftning og heraf en voldsom og hurtig vægtstigning af væske. Strækmærker var ikke noget jeg selv var herre over. Jeg smurte olie på i fedtede lag, flere gange om dagen, men de plus 30 kg satte sine spor og strækmærker og løs hud er jeg derfor ikke sluppet udenom.

Men jeg har også to ar i trussekanten, som fortæller, at mine børn tog et andet exit end planlagt. Mit ar på ryggen, som vidner om en rygoperation, efter en voldsom bilulykke ligesom arret i mit højre øjenbryn fortæller at jeg slog mig voldsomt. Arret i det venstre øjenbryn fortæller om en Nanna i mini udgave, som forsøgte sig med at kravle op på et bord, men istedet tog kanten af et bord med sit hovedet. Arret på min venstre hånd er et bevis på, at jeg engang forsøgte mig med at lave knæk (svensk karamel, ikke indbrud :P) med min mor og arret på mit knæ er fra en sommer hos min farmor. En af mange aftener, hvor vi løb og legede. I ved dengang hvor solen altid skinnende, himlen var blå og fuglene sang. Derude på landet, hvor ingen låste deres dør. Det var tider.
Hver og en af de spor vi bærer på kroppen fortæller en historie – lykkelig historie eller ej. Sporene er kommet for at blive. Operation er selvfølgelig en løsning, men man efterlader endnu et spor, som vidner om hvad der var engang. Om operation er en løsning tænker jeg vi lader op til den enkelte.

Måske er jeg bare ved at blive gammel, for tro mig, når jeg siger jeg har grædt over det maveskind (mange gange), den knap så glade navle og jeg nægtede også længe min mand overhovedet og se det, men det er sørme ikke forsvundet af den grund og nu har jeg egentlig vel også forliget mig med at det nu og engang er sådan jeg ser ud. Og det har jeg det sgu faktisk helt okay med, i hvert fald de fleste dage. Jeg kan sagtens forstå de kvinder, som flasher deres smukke flade maver en uge efter fødslen, omend det jo er irriterende snyd, men hva’ fan jeg havde sgu også flashet min, hvis den så sådan ud. Men hvorfor ikke også flashe den anden del. Der er jo mindst ligeså mange, som langt fra ser sådan ud og hey, hvis det kan hjælpe andre med at acceptere og se at de ikke er alene om sin uperfekte perfekte krop, at jeg flasker mine uperfektheder, ligesom Josefine, så gør jeg det gerne. Så her har i min mor mave. Uden filter – bare mig.

image

Strækmærker og en navle, som er lidt træt. Sådan ser min mave ud.

Det vigtigste er vel også i bund og grund, at vi har det godt med os selv både psykisk og fysisk. Heldigvis er det jo også individuelt, hvad vi ser som smukt og jeg vil i fremtiden selv forsøge, at fokusere på det der gør mig glad, istedet for at fokusere på hvordan andre ser ud og være ærgelig over det ikke er sådan jeg ser ud.

IMG_7539

 

6 kommentarer

  • Susanne Nørrelykke Petersen

    Du er sej og din krop fortæller sin historie 🙂 .
    Min krop bærer også tydelige spor efter overvægt, og efter et vægttab på 80 kg, er jeg altså pænest med tøj på 😉 .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Wow du har en flot talje!! Maven er nu heller ikke værst efter to graviditeter

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ida

    Du er smuk – også med strækmærker ♥ Og så sejt at vise maven frem! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor er du sød 🙂 Det har været helt overvældende med den respons jeg har fået. Det havde jeg ikke forventet :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Groft solsikke rugbrød