Må man håbe, at ens barn er sygt? – Nanna Pretzmann
Om at være bitter og ulykkelig

Må man håbe, at ens barn er sygt?

IMG_3493.JPG

Når man er vågen for tiende gang og barnet kun vil sove op ad en

 

Egentlig skrev jeg dette indlæg allerede for en god uges tiden siden, men jeg kunne faktisk ikke få mig selv til at trykke udgiv. Egentlig mest af alt, fordi jeg fik dårlig samvittighed over at jeg faktisk håbede lidt (læs: MEGET) på, at min Bette Mås var syg. Eller set i bakspejlet fantaserede jeg nok mest om at lægen skulle finde en grund til at hun sov elendigt og at den grund nok var et eller andet med ørerne.

Så sov da for pokker…. Det var den originale overskrift, men den er altså sidenhen blevet ændret, for det gør hun altså nu. Ellers i hver fald sover hun bedre end hun har gjort i et par måneder og det er jo bare über skønt.

For en uge siden skrev jeg:

Jeg er efterhånden fuldstændig udkørt eller det er vi selvfølgelig begge to herhjemme. Sagen er den at Bette Måsen sover elendigt og hun har gjort det i hvad der føles som evigheder. Først troede vi det var et tigerspring, så tænderne og til sidste ørene. Da ørene blev tjekket ved lægen (i september) fejlede de ingenlunde noget som helst. Så vi blev enige om at der nok var flere tænder på vej, selvom vi overhovedet ikke mindes det var ligeså hårdt, da hendes søstre også fik alle pløkkerne på en gang. De pimpler jo op, som ukrudt på et fortov. Efter gode råd på dette indlæg har vi prøvet noget creme til gummerne og givet lidt Panodil til natten. Det hjalp en høstblomst og i denne uge er natteroderiet toppet med et barn, som vågner hver halve og hele time natten igennem. Jeg er så træt at jeg overvejer at at kaste håndklæde i ringen og rejse sydpå. Selvfølgelig kunne jeg ikke finde på det, men når jeg er allermest træt, så dukker der alle mulige tanker op og jeg får så dårlig samvittighed bagefter. Tænk sig, at jeg sidder at fantasere om at stikke af, når mit barn har brug for mig. Jeg tænker ærlig talt der er en grund til at søvn bruges som tortur metode. Når hun for tyvende gang i løbet af en nat vågner og skriger, så har jeg ærlig talt mest lyst til selv at skrige med og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, andet end at forsøge og trøste igen.

I håb om det var ørerne, så bestilte vi endnu en tid ved lægen og bagefter ørelægen. Der var squat, nada, niks, ingenting og jeg var ærlig talt skuffet. Tænk sig jeg sad faktisk og at hun havde noget med ørerne. Igen ramte den dårlige samvittighed med styrke som et lyntog. Helt ærligt sidder jeg og håber, at hun er syg? Men ja det gjorde jeg sgu. Jeg havde virkelig behov for, at der var en forklaring og muligvis noget vi kunne gøre, for at hun kunne sove bedre. Så hun ikke skulle bruge hver dag på at være pjevset, ked og helt ved siden af sig selv. Og det samme for os selv, for vi er sgu også pjevsede, kede og ved siden af os selv. Det er udmattende og enormt hårdt.

Og pludselig fra en ene dag til den anden vågner hun kun 1-2 gange og søvn føles pludselig ikke som en by i Rusland længere. Vi kan byttes til at tage en time ekstra søvn, når det er nødvendigt og det føles faktisk ikke umuligt at få hverdagen til at hænge sammen. Tænk sig jeg kan ikke forstå det kun er en uge siden at vi var et helt anden sted. Pludselig vender det og jeg håber inderligt at jeg ikke nu har jinxed det, så hun igen vågner 20 gange 😛

2 kommentarer

  • Sarah

    Det er bare så forfærdeligt det der med at vågne så mange gange om natten og jeg kender ALT til de der tanker!
    Min datter har sovet lige så elendigt i snart et år, siden hun var 4 mdr! Og o foråret var jeg til lægen med en masse dårligdomme og fik at vide, at det var symptomer på stress… pga søvnmangel. Det er hårdt! Jeg håber, det varer ved for jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Troede jeg havde prøvet natteroderi med tvillingerne, men nej det havde jeg ikke.. Jeg krydser fingre og tæer, for at din datter snart sover❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være bitter og ulykkelig