NannaPretzmann.dk
Årets fastelavnskostumer & vind gavekort til selvsamme

Bangkok – et had/kærlighedsforhold

 Fuldstændig og adeles mæt – både i maven og i overført betydning på oplevelser. Kender i det, når man er sådan helt fyldt op til randen med oplevelser, nye indtryk og man har sådan brug for at lade det hele synke ind og bearbejde det? Præcis sådan har jeg det her til aften.

Bangkok er på nogle måder en stor, larmende, osende og alt for trafikeret by, hvor min indre klaustrofob er ved at gå til midt i alt virvaret. På den anden side er den helt fantastisk, fyldt med nye oplevelser, imødekommende mennesker, små gader med det lækreste mad i de små gadekøkkener og ulig noget jeg nogensinde har set før. Lige nu må vores, altså Bangkok og mit, forhold betegnes som had/kærlighed.

Ungerne har det som blommerne i æg. Under vores besøg på Flower marked (Pak Khlong Talat), et stort og meget velduftende blomstermarked her i Bangkok,kom vi ganske enkelt i tvivl om vores yngel eller blomsterne var hovedattraktionen. Det lod til at alle de skønne kvinder i gadeboderne synes det var børnene. De fik i hvert fald tildelt en portion opmærksomhed, som ville gøre selv den mest ombejlede Paradise deltager grøn af misundelse. Jeg har ikke tal på alle de velsmagende godter de blev tilbudt, for ikke at tale om varme smil og små klem. Jeg forstod ikke en bjælde af alle de ting de rare damer fortalte på Thai, men jeg er nu ganske sikker på, at det var noget dejligt.

Da aftenen faldt på drog vi på Pratunam marked efter at have brugt eftermiddagen i poolen på vores vanvittige høje hotel. 31 etager. Men i forhold til nogle af sine sidekammerater her i Bangkok kan det vel egentlig ikke engang betegnes som specielt højt. Nærmere en halv lav gut. Omend en skøn gut. Meget velplaceret og med en lækker morgenmadsbuffet 😛 Efter lidt is og osen rundt på night marked prajede vi en tuk tuk og satte næsen mod vores hotel. De Tuk Tukker er nu ret skægge. Pigerne elsker dem allerede.

Iøvrigt har Stokke bæreselen allerede vist sig at være uundværlig. Det er et værre cirkus at køre med klapvognen på de smalle fortove, som er forvandlet til alskens boder og vejene vrimler med taxaer, scootere og tuk tuk i sådan en pærevælling, at den ikke er en mulighed. Bette måsen nyder at sidde i bæreselen og mine arme takker den pænt for ikke at være blevet alt for lange af at slæbe den lille trold rundt. Win/win.

Min mor fortalte netop på Skype, at i har fået sne hjemme i DK? Det er underligt at høre, når man sider i 34 graders varme.
// Læs mere om vores budget for rejsen HER //

 

INDEHOLDER AFFLIATE LINKS

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Årets fastelavnskostumer & vind gavekort til selvsamme