Thai dessert: Kokospandekager (Kanom Ba bin)

Fertilitsbehandling – vores historie #2

image

LÆS DEL 1 HER

Efter diverse prøver, introduktion til at stikke sig selv og lang ventetid gik vi endelig i gang. Selvfølgelig i året med egenbetaling. Heldigvis havde vi pengene. Pga vores prognoser (jeg har endomentriose), så fløj vi direkte til ICSI metoden. For dem som ikke kender til fertilitets behandling, som kommer her en lille forklaring på selve behandlingsforløbet. Et forløb startede med, at jeg greb knoglen og ringede til klinikken, når jeg fik min menstruation. Herefter gik jeg i gang med cirka en måneds næsespray. En medicin, som får kroppen til at tro den er i overgangsalderen. På den måde kan kroppens cyklus kontrolleres. Herefter begynder en 20 dages stikken i maveskindet med hormon, som får ægproduktionen til at stige samtidig med at kroppen stadig får nedreguleringsmedicin. Løbende bliver man scannet for at følge æg udviklingen. Er der for mange skrues ned for medicinen og omvendt hvis der er for lidt. Jeg har meget let ved at producere mange æg har vi i processen fundet ud. På et tidspunkt stopper man med næsesprayen og når æggene når en vis størrelse får man ægløsningssprøjte og kommer op på klinikken for at få taget æggene ud med en nål. Herefter befrugtes æggene i et glas og får lov at vokse et par dage. Her skal de leve op til noget kriterier i forhold til deling og klarhed, for at de kan bruges og resten fryses til senere forsøg. Efter et par dage returnere man til klinikken for at få lagt æg/æggene op, hvis de vel og mærke er befrugtet og har delt sig efter planen.

Herefter venter 14 dages ulidelig ventetid før man skal møde til en blodprøve, som egentlig viser om man er købt eller solgt.
Første forsøg bar ikke frugt, vi havde herefter et fryseforsøg, som heller ikke gav resultat. Ved et fryseforsøg bruges kroppens egen cyklus, så man er knap så hormonel.
Anden forsøg med nedregulering og hormonbehandling var ikke så slemt som første for mig. Jeg havde mere kontrol over situationen og kunne bedre finde ud af min krops modstridende signaler og derved undgik jeg de værste faldgrupper i forhold til mit lidt iltre temperament. Under første forsøg havde vi, altså min bedre halvdel og jeg, mange kanter som skulle slibes. Mange samtaler, for pludselig aner man måske slet ikke hvad den andens holdning er til f.eks. adoption. Det var hårdt og svært. Og jeg påskønnende at personalet på klinikken havde taget en samtale med os om netop det inden. På den måde var vi lidt bedre klædt på. For der er ingen tvivl om at alting føles stærkere og mere intens, når kroppen er sprængfyldt med hormoner.
Helt ærligt var jeg jo en bombe, som ventede på at gå af.

 

Fortsættelse følger..

 

Læs del 1 HER

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Thai dessert: Kokospandekager (Kanom Ba bin)