Fertilitetsbehandling - vores historie #3

Mit syn på min krop, før og efter 3 børn

At vaere gravid

Er det ikke fantastisk hvad kvindekroppen kan? Altså at man inde i sin mave kan ruge et lille menneske. Da jeg læste Joannas fra Nesting Story indlæg om hendes krops rejse under graviditet og efter, så fik jeg også lyst til at dele min krops rejse. For selvom jeg kan relatere 100% til hendes historie, så tager min udgangspunkt i det modsatte. Nemlig undervægt.

Jeg har fået 3 børn, inkl. tvillinger over 3 år. Okay med en smule hjælp fra fertilitetsbehandling og min mand. Jeg er så småt begyndt at træne. Det er endnu for tidligt til at se et resultat. Min mindste er nu 15 måneder og min krop er mere eller mindre ved at være “faldet på plads” efter to graviditeter.

Jeg har aldrig døjet med vægtproblemer. I hvert fald ikke i den gængse forstand, som jo er at man vejer for meget. Igennem min barndom og teenageår har jeg derimod altid vejet for lidt. Jeg var ranglet og havde hverken til gård eller gaden. Jeg husker tydeligt de ekstra turer til skolens sygeplejerske for kontrolvejninger, fordi jeg vejede for lidt. Det absurde i dette er, at jeg altid har haft en sund appetit, så problemet lå altså ikke i at jeg spiste for lidt. “Fede kurrerne” havde selvfølgelig ikke nogen effekt, men jeg lærte at tage ekstra tøj på, for ikke at synes så tynd og  veje lidt ekstra på vægten. Ofte er overvægt forbundet med en skam, men det er undervægt også. En skam over kroppen er alt for tynd, knoglerne tydelige og en trang til at skjule sig, når der oftest kommenteres på ens vægt.

Da jeg mødte min mand var jeg slank, men var nået til en til et sted, hvor jeg ikke længere var tynd. Mit BMI viste endelig ikke undervægtigt mere. Det lyder måske fjollet, men for mig gjorde det en enorm forskel hvordan jeg blev “klassificeret”.

Foer graviditet

Under min første graviditet, hvor jeg bar tvillinger, var jeg på forhånd så nervøs for strækmærkerne og om min krop ville blive ødelagt. I starten tog min krop dog graviditet over alt forventning og jeg havde, bortset fra en absurd kvalme, ingen gener overhovedet. Da jeg nåede til uge 31 begyndte jeg dog at svulme kraftigt op og det viste sig at jeg havde udviklet svangerskabsforgiftning. Den kraftige vægtforøgelse slog benene helt væk under mig. Jeg var kæmpe, følte mig kæmpe og alt den ynde og skønne følelse man kan have omkring sin dejlige gravidemave var forsvundet som dug for solen. I stedet følte jeg mig som en strandet hval og havde i det hele taget svært ved at bevæge mig rundt. Da tøserne kom til verden i uge 35 ville lykken ingen ende tage. Krydret med bekymringen for deres tidlige ankomst og skyldfølelsen over det, var jeg også afsindig stolt af at min krop havde groet de her fantastiske små væsener.

Men når jeg kiggede mig i spejlet fik jeg bogstaveligtalt kvalme og jeg skammede mig. Min mave var stadig enorm og dækket af strækmærker. Det var bare som om luften var gået af den og tilbage hang en slasket hoppeboldt. Min krop var stadig opsvulmet af alt væsken og brugte også sine ressourcer på at hele et kejsersnit. Jeg følte mig så elendigt til mode over min krops udseende og på en og samme tid var jeg var enormt taknemmelig over vores børn og min nye titel som mor. Spørger du min mand aner han ikke hvordan det så ud, for der gik måneder før han så min mave igen. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at vise den frem.

tvillingegraviditet

Som tiden gik trak maven sig sammen. Strækmærkerne forsvinder aldrig, men de er blevet pænere. Jeg havde stadig enormt svært ved at acceptere hvordan jeg så ud. Men de noget større bryster og bredere hofter, som var fulgt med i handlen gav jeg en varm velkomst.  Jeg tabte mig hurtigt efter graviditeten og pludselig var jeg der igen, hvor alle sagde jeg var alt for tynd. Og det sveg. Faktisk mere end strækmærkerne. Dem kunne jeg trods alt dække til.

Da tiden kom til barn nr 3 og graviditet nr 2 følte jeg mig nogen bedre forberedt. Men denne gang var anderledes. Jeg blev ikke syg under graviditeten. Jeg fik en dejlig stor babybule og langt hen i graviditeten følte jeg mig enormt kvindelig. Det var en letteste at tænke disse tanker i stedet for tendensen med at sammenligne sig selv med en hval. Da lillesøster var født vidste jeg at maven ville være som en punkteret badeboldt et stykke tid efter, men jeg vidste også at min krop er sej og at maven nok skulle trække sig sammen lidt efter lidt. I stedet for at være flov over bælleren tænkte jeg nu istedet, at jeg jo trods alt lige have groet et lille menneske. Faktisk var graviditet nr to og at blive mor for tredje gang bare lettere. Første gang man bliver mor er jo en livsændrende begivenhed. Selvfølgelig er børnene efter ikke mindre vigtige. Ens liv er bare allerede indrettet efter børn og min tiltro til egne evner meget større.

11956_10152373619682436_6222762988551938447_n

Her på den anden side af graviditeterne sidder jeg tilbage med en krop, som bærer tydeligt præg af graviditeterne, men jeg er ikke længere tynd. Jeg har en kvindekrop og det føles ret fantastisk. Og så har jeg for første gang længe følt et overskud til at begynde og træne og jeg har en intention om at lade kosten blive en del sundere også. Fordi jeg har lyst og jeg er træt af at af være i elendig form.

Jeg er mor til 3 fantastiske piger. Det er jeg vildt stolt af. Tænk sig 3 styk og en periode var jeg bange for slet ikke at blive nogens mor. Selvom det er svært og jeg har dage, hvor jeg bare har lyst til at gemme kroppen væk, så prøver jeg at huske og tænke på at den krop ser sådan ud, fordi den har båret 3 små mennesker. Små mennesker som var meget ønsket.

efter graviditet

Hvordan har jeres kropsrejse været?

 

   

8 kommentarer

  • Nadia

    Hvor er det et skønt indlæg! Så føler man ikke, at man er helt alene om sådanne tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tusind tak for dette indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak fordi du læste med 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Hov resten af mit indlæg forsvandt? 😉 jeg ville bare sige, at jeg er super glad for dette indlæg, da jeg selv venter tvillinger og er hunderæd for hvad det gør ved min krop bagefter. Nok mest fordi jeg har en BMI på 25-26 og har brede hofter i forvejen 😉
      Men det er rart at høre fra andre om deres tanker og oplevelser om ‘ mor kroppen’

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Sikke et dejligt befriende indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Fedt indlæg. Det er skønt at du er så åben og tak for billederne. De er både meget ærlige og meget flotte. Det er virkelig sejt at kvindekroppen kan lave, bære og føde små mennesker. Tegnene herpå bør vi være stolte over.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fertilitetsbehandling - vores historie #3