Tankemylder om opdragelse og måske mangel på samme?! – Nanna Pretzmann
I sløvt tempo

Tankemylder om opdragelse og måske mangel på samme?!

image

I går ved poolen havde vi en lidt spøjs oplevelse. Vi havde købt og fyldt et mini soppebassin til bette måsen, da poolen ikke er helt egnet til at en lille skid på halvandet kan rende og soppe, som hun så gerne vil. Vi ligger alene rundt ved poolen, men der sidder lidt mennesker på cafeen ved siden af. Pludselig render en dreng på cirka alder som mine de store (dvs cirka 4år, måske lidt yngre) rundt alene. Han hopper op i soppebassinet til min trold og jeg tænker at det er fint, hvis de kan få lidt glæde ud af hinanden og lege sammen. Han ligger dog ud med at hapse Siggas sut og skubber voldsomt til hende. Hun bliver så forskrækket, at hunstikker i et hyl og efterfølgende er ret utryg ved ham. Det til stor morskab for den fremmede dreng. Jeg får gestikuleret og ledt ham op ad badebassinet, som han så begynder at sparke til og slå på. Jeg bliver lidt overrasket over den voldsomme adfærd fra sådan en lille purk.

Ærligt har jeg det noget stramt med situationen. Jeg synes jo opførslen er en smule til den voldsomme side, og en smule usædvanligt at et barn vader hen til totalt fremmede og prøver grænser af. Sådan tolkede jeg det i hvert fald, da hans afsøgende blik på mig tydeligvis ledte efter en reaktion. Bevares det gør mine egne også en del, altså det med at prøve grænser af og det er jo også derfor jeg kender blikket, men det er jo overfor os forædre og overfor fremmede ville det aldrig falde dem ind.

Et nej flyver ikke helt ind på lystavlen (vi talte nok ikke samme sprog, men jeg er nu overbevist om at han godt forstod meningen), men samtidig er det jo ikke mit barn og jeg ville ønske hans forældre greb ind istedet. Jeg spejder rundt, men kan ikke få øje på nogle. Jeg når også at tænke det er underligt han er alene ved poolen så længe – den er trodsalt dyb og der er ingen livredder. Drengen slutter af med at løbe hen og skubbe en af mine store piger i maven så hun vælter omkuld. Fuldstændig umotiveret.

Må indrømme at jeg her er ved at blive lidt gal over den lille terroist og de manglende forældre. Jeg forsøger igen at signalere at opførslen ikke er okay. Der går vel yderligere 10 minutter før hans mor pludselig dukker op og slæber afsted med ham. Han stikker af fra hende adskillige gange og vender tilbage og udføre de samme stunts igen og igen. Hans mor forsøger at hente ham, opgiver, lader ham løbe lidt, råber lidt, opgiver igen, for så at gå og lade ham rende afsted uden opsyn.

Et sted undervejs i alt det her ender det faktisk med at jeg får ondt af drengen og ærger mig lidt over jeg ikke prøvede med lidt afledning fra balladen, så oplevelsen måske var blevet mere positiv for alle. For pludselig tolkede jeg opførslen helt anderledes. Som et forsøg på kontakt, at blive set og være med. Bare udført på så uheldig og akavet en måde, at det gav bagslag. At han fik det modsatte af hvad han ønsker. Men negativ opmærksom er vel nogle gange bedre end ingen i nogle optik i hvert fald.

Jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med dette og jeg prøver bestemt ikke at dømme andres måde at opdrage på. For mig var det blot en bekræftigelse i hvorfor det er vigtig at være konsekvent med sin opdragelse og ikke bakke ud, når det bliver svært. For i sidste ende kan det gå ud over barnet, at de ikke lærer grænser og at begå sig blandt andre. Bliver misforståede og stemplet. Og det bliver jo en på en måde selvforstærkende.

Måske har jeg bare fået solstik her i varmen oh lægger alt for meget i en oplevelse, men jeg har faktisk tænkt på den lille purk nogle gange siden og haft det lidt ambivalent med det.

Hvad ville du ha’ gjort i samme situation og må man egentlig opdrage på andres børn?

5 kommentarer

  • Stine

    Nærmeste voksen må altid gerne guide til at undgå konflikter og forklare sociale spilleregler ala. “I kan begge to lege i bassinet” eller “hov. Hun bliver ked af det når du skubber hende”. Opstår sidste nævnte så er det barnets ansvarsperson (ofte forældrene ) ansvar ar fjerne/aflede det skubbede barn. Og her fejlede drengens forældre jo.

    Og det kan jo smutte og nogle gange er man bare træt of oker ikke lige at gøre der rigtige, men altså uanset burde han ikke have lov at løbe ved en dyb pool eller gentagne gange komme tilbage for at skubbe uden at blive henter – HVER gang

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Stine, super godt formuleret. Helt enig! Her gjorde sproget det lidt mere besværligt at guide, men det var nu min opfattelse at han fangede hvad jeg mente via kropssprog og tegn. Tror nu egentlig bare han gerne ville dem, men manglede redskaberne til at indlede en leg på en positiv måde. Uanset var det ærgeligt for ham hvordan det hele udspillede sig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Ja. Det var klart synd for drengen. Han vikle jo sikkert bare være med.

      Min kommentar var også mest ment generelt til hvor sproget ikke er et problem. Men det er nu også utroligt hvor meget børn kan lege sammen uden at dele sprog. Det er som regel vi voksne som har større problemer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja sproget er slet ikke er problem blandt ungerne – de leger bare løs og taler hvert sit sprog til hinanden 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille Mor-P.dk

    Vi har (desværre) haft ca samme oplevelse, sidst vi var på ferie i de varme lande. En dreng, der bare ikke ville lade os være for os selv i poolen. Han kravlede rundt på min mand og stjal ungernes bolde. I starten var det ok – men det kammede så meget over, så jeg endte med at spørge drengens forældre, om de ikke kunne stoppe ham? Det viste sig så, at det slet ikke var hans forældre… Og da der ikke rigtigt var andre voksne i nærheden, ja så var han nok mere eller mindre alene afsted i poolen (med livredder). Han var nok 7-8år…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I sløvt tempo