Når skilsmisse bliver en realitet

Vores kærlighed til hinanden er allermest igennem vores forbindelse af børnene. Det er ikke nok til at bære det hele alene.
Vi har råbt, skreget og grædt, indtil der bare blev stille. Faktum er at det bare ikke duer. Det har det ikke gjort længe. Det trækker tænder ud og gør ondt helt ind i hjertet.
Et sted hen af vejen blev vi allermest venner og mistede vores gnist. Vi har kæmpet for at finde tilbage til det der var engang, men det er ikke lykkedes og et sted hen ad vejen gav vi vel op. Lod det hele stå til og måske var det halvhjertede forsøg, når vi forsøgte.
Det føles som om, at jeg har forsøgt at træde vande så længe, at jeg har mistet pusten og viljen til at kæmpe mere. Jeg føler mest af alt at jeg drukner, og selvom jeg altid har forsvoret at mine børn ikke skulle være skilsmisse børn, så må jeg nok indse at det er der vi er nu. At jeg skal være alene. Bare ordet får tårerne frem i øjnene. Det var jo ikke sådan vores familie skulle være. Vi kommer begge selv fra brudte hjem og det var ikke det jeg ønskede. Ikke det jeg troede på den dag vi startede en familie sammen.
Det er så let at pege fingre og give skylden videre, men når alt kommer til alt er der ikke kun en at bebrejde. Vi har været to i det her forhold og altså også to om at fejle. Det er skide svært at huske, men jeg forsøger.
Det betyder ikke at det er let. Allerbedst kan jeg beskrive det som at min hjerte er knust i titusinde stykker, nøjagtigt som et spejl som går itu. Drømme, tro og håb for fremtiden er gået i stykker og jeg skal nu i gang med at samle stykkerne op. Vreden har jeg efterhånden givet slip på. Den føltes længe, som om den kunne æde mig op, hvis den havde fået lov. Jeg forsøgte at holde den i skak, for den bringer intet godt med sig og er vel egentlig bare et udtryk for bristede drømme, mange uløste konflikter og et unødvendigt behov for at placere skyld. Men knust hjerte og vrede er ikke alt beslutningen førte med sig. Med den kom også ro, en lettelse og enighed. For pludselig var det egentlig lettere at omgåes. “Forholdet” er ikke med i puljen længere og vi kan fokusere på børnene og deres behov. Og med 3 så små er der massere at se til.
Det er efterhånden ved at være måneder siden at det hele begyndte. Altså at vi nåede starten på enden. Faktisk boede vi ikke sammen inden vi tog hverken til Norge eller Grækenland. Men vi var begge fast besluttet på at pigerne skulle have de ferier, som vi havde stillet dem i udsigt og at de ikke skulle mærke noget til situationen. Så måtte vi pakke uenighederne til side og få det til at fungere for alles, men mest af alt for deres skyld. Og det gjorde det også. Fungerede. Det fungerede bedre end jeg kan mindes vores forhold har gjort i flere år. Måske fordi vi var afsted som et team om vores børn. Som venner, der begge ville det bedste for dem de holder allermest af. Ingen forventninger til hinanden, om tid til forhold eller noget helt tredje. Fokus på børnene i deres vågne timer og ego tid, når de sov.
Under ferien i Grækenland – lige nøjagtig i midten af den – blev den endelige beslutning truffet. Under den lune stjernehimmel på terrassen besluttede vi at nok er nok. Dybt ironisk, at så hård en beslutning blev taget i så smukke omgivelser. Men vi skal være glade og det gør vi ikke hinanden længere. Faktisk gør vi lige det modsatte. Det lyder så let, men det er det ikke. Det er pisse svært og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på at vores lille trold ikke engang vil kunne huske at hendes forældre har været sammen. Så lille er hun. Ikke engang to år endnu. Det giver en kæmpe klump i maven, som jeg ikke kan få til at forsvinde.