Det føles som en mavepuster hver gang…

Hver gang jeg læser det – både på eget domæne, andres domæner, i kommentarfeltet på Facebook og hvor folk ellers ytre deres personlige holdning om skilsmisse, rammer det som en mavepuster lige under navlen. Hvornår prøver man ikke bare mere, det er så let at give op, hvorfor tænker de ikke på deres børn, holder sammen for børnenes skyld, bider det i sig, skilsmisse er den lette udvej osv. Der findes et utal af holdninger og kommentarer i den retning og det sårer mig. Selvfølgelig forbi jeg er sårbar og føler mig ramt.

Har jeg ikke kæmpet nok? Vil jeg ikke mine børn det bedste? Sætter jeg ikke dem i første række? Spørgsmål, som der ikke går en dag uden jeg tænker på og selvfølgelig kan jeg komme i tvivl. Men inderst inde, så ved jeg, at nogle gange bliver man nød til at sætte sine børn i anden række, for at kunne sætte dem i første. Måske forstår du det, måske giver det ikke helt mening. Men lad mig prøve at uddybe.

I min optik er ikke den letteste udvej at blive skilt og at splitte en familie op. Det er pisse hårdt, både følelsesmæssigt og rent praktisk. Det er ikke noget man bare gør fordi det er let og på mode. Og ej heller det man drømme om, når man får børn og bliver gift. Det er sårende at møde fordømmende kommetarer og holdninger som denne. Faktum er at skilsmisse føles som en falliterklæring og at holdninger som disse bare sparker til dem som allerede ligger ned. For det gør jeg. Jeg er følsom, såret og vred som aldrig før.

Men jeg tror ikke på at man bare skal holde ud for børnene skyld. Bide det i sig og sætte dem først. For det er altså ikke altid tilfældet, at man sætter børnene først ved at blive sammen. Selvfølgelig kan børn mærke, når deres forældre er ulykkelige og ulykke skaber ikke lige ligefrem overskud og glæde i forhold til børnene og i hverdagen. Så når jeg skriver at man nogle gange må sætte børnene i anden række, for at sætte dem i første, så mener jeg, at jeg bliver nød til at være et helt menneske og have det godt, at være glad, for at jeg kan sætte dem først og opfylde deres behov på fineste vis.

Kunne jeg have bidt mine følelser i mig og holdt ud til børnene flyttede hjemmefra. Ja sikkert, men ikke uden at druknet. Jeg ville have mistet mig selv og endt som et bittert menneske og det sammen ville deres far. Og ville det have skabt en lykkelig barndom for børnene? Det tænker jeg ikke. Tværtimod.