Det føles som en mavepuster hver gang… – Nanna Pretzmann
En skovtur & en lækker brombærtærte

Det føles som en mavepuster hver gang…

P8271556

Hver gang jeg læser det – både på eget domæne, andres domæner, i kommentarfeltet på Facebook og hvor folk ellers ytre deres personlige holdning om skilsmisse, rammer det som en mavepuster lige under navlen. Hvornår prøver man ikke bare mere, det er så let at give op, hvorfor tænker de ikke på deres børn, holder sammen for børnenes skyld, bider det i sig, skilsmisse er den lette udvej osv. Der findes et utal af holdninger og kommentarer i den retning og det sårer mig. Selvfølgelig forbi jeg er sårbar og føler mig ramt.

Har jeg ikke kæmpet nok? Vil jeg ikke mine børn det bedste? Sætter jeg ikke dem i første række? Spørgsmål, som der ikke går en dag uden jeg tænker på og selvfølgelig kan jeg komme i tvivl. Men inderst inde, så ved jeg, at nogle gange bliver man nød til at sætte sine børn i anden række, for at kunne sætte dem i første. Måske forstår du det, måske giver det ikke helt mening. Men lad mig prøve at uddybe.

I min optik er ikke den letteste udvej at blive skilt og at splitte en familie op. Det er pisse hårdt, både følelsesmæssigt og rent praktisk. Det er ikke noget man bare gør fordi det er let og på mode. Og ej heller det man drømme om, når man får børn og bliver gift. Det er sårende at møde fordømmende kommetarer og holdninger som denne. Faktum er at skilsmisse føles som en falliterklæring og at holdninger som disse bare sparker til dem som allerede ligger ned. For det gør jeg. Jeg er følsom, såret og vred som aldrig før.

Men jeg tror ikke på at man bare skal holde ud for børnene skyld. Bide det i sig og sætte dem først. For det er altså ikke altid tilfældet, at man sætter børnene først ved at blive sammen. Selvfølgelig kan børn mærke, når deres forældre er ulykkelige og ulykke skaber ikke lige ligefrem overskud og glæde i forhold til børnene og i hverdagen. Så når jeg skriver at man nogle gange må sætte børnene i anden række, for at sætte dem i første, så mener jeg, at jeg bliver nød til at være et helt menneske og have det godt, at være glad, for at jeg kan sætte dem først og opfylde deres behov på fineste vis.

Kunne jeg have bidt mine følelser i mig og holdt ud til børnene flyttede hjemmefra. Ja sikkert, men ikke uden at druknet. Jeg ville have mistet mig selv og endt som et bittert menneske og det sammen ville deres far. Og ville det have skabt en lykkelig barndom for børnene? Det tænker jeg ikke. Tværtimod.

 

 

8 kommentarer

  • Heidi

    Det kunne være mig der skrev det der. Det er præcis sådan jeg har det. Præcis de tanker.

    Og jeg er så enig i dine ord ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    For at kunne give andre noget godt, så skal man selv have modtaget det. For man kan ikke give noget videre, man ikke selv har fået.
    Jeg er selv skilt, for et år siden, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning, jeg tog da jeg flyttede. For hvis jeg var blevet, så havde jeg ikke udfoldet mig selv, fundet mig selv, lært mig selv at kende, og ikke mindst, være blevet den mor, som jeg rigtig gerne ville være, men som ikke var muligt i mit ægteskab.
    Ja, jeg tog noget væk fra min søn, men hey, jeg har givet ham SÅ meget mere, ved at gøre det.
    Husk, at “when one door closes, another one opens”…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Kort og godt: Børn er gladest med glade forældre, om de så bor sammen eller hver for sig. Jeg er selv voksen op med forældre der burde have været skilt. Det gjorde at jeg vokset op med mor der drak, fordi hun var så nedbrudt. En far der var ligeglad med sin familie. Jeg ser anderledes på skilsmisse end andre, for jeg ønskede bare at der skulle skilles. Det er ikk nemt med en skilsmisse, men det er os SÅ skidt med dårligt hjemme miljø. Jeg har fået diagnoser som følge af omsorgs svigt og kæmper stadig, den dag idag. Så for mig er det en sej og stærk mor/far der vælger og ændre på den skifte hjemme situation, for de vil miste børnene i dage/uger og os deres partner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Personligt synes jeg også mine forældre valgte rigtigt da de blev skilt, men sådan er det nok ikke i alle tilfælde. Jeg var teenager dengang.
      Jeg er ked af de spor det har sat hos dig og det er helt sikkert rigtigt, at man ikke skal blive sammen for enhver pris <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Har siddet hele eftermiddagen og hørt på hvor LET det er at gå fra hinanden. Og når man har børn må man simpelthen bare snakke om det og finde ud af noget…

    Jeg siger til mig sig at de da bare skal være glade for at DE kan det… godt for dem.

    Men de ved “ingenting”….

    Suk

    Og kram ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En skovtur & en lækker brombærtærte