Skilsmisse #2

Her i skilsmisse land tager tingene hurtigt drejninger. Sidste lørdag havde jeg hylede det meste af dagen, da vi kom til aftenstid. Ja og faktisk var det også måden jeg drog til drømmeland på. Hylende. Så frustreret over følelsen af at blive modarbejdet og at være ene om at ønske et samarbejde. Dårlig kommunikation har nok altid været et issue hos os og det bliver altså ikke lettere at kommunikere, når man tilføjer skilsmisse på cv’et. Sårede følelser og braste drømmer vækker sjovt nok ikke de bedste sider hos nogle af os, selvom vi forsøger. Og ja du læste rigtigt. Nu skriver jeg “vi” igen. For søndag formiddag tikkede en SMS ind. En med ønsket om at samarbejde skulle fungere. En skide SMS som rev tusinde tunge byrder af mine skuldre, for den gav mig håb for fremtiden og et godt samarbejde. Et håb som næsten havde været slukket og dømt ude.

Vi har talt (igen!) og er nået frem til en enighed om hvordan tingene skal fungere. I hvert fald har vi kommunikeret på en måde, som ikke fik mig til at føle at jeg løb med hovedet direkte i en mur. Jeg har følt mig hørt og behandlet ordentligt. Det er befriende at føle at vi har et fælles mål og ønske om det bedst mulige samarbejde for pigernes skyld. Og at vi kan tale sammen. Ja faktisk sågar hygge os sammen alle 5. Sådan som det burde være og sådan som jeg gerne vil vise mine børn det kan være. Mine forældre er, som i nok har opsnappet også skilt, men vi har i årene efter deres skilsmisse både holdt jul sammen og fejret studentereksamener sammen. Bare os. Selvom de har været rygende uenige, så kunne de alligevel nå til enighed og skabe hyggelige stunder for os. Og det prøver jeg at tage med mig, for jeg ved hvor meget det har betydet for mig. De er jo min mor og far for hulen. Ligesom vi er vores børns forældre. Og burde opføre os derefter. Som de voksne.

Jeg ved det hverken er første eller sidste gang at der skal sluges kameler og det gør jeg gladeligt for mit trekløver.