Pølsemuffins med ost

Skilsmisse #3 Om at forlade sit hjem

img_1453

Idag kom et bud med en ordentlig stak flyttekasser. Han (eller hun) efterlod dem ganske vist udenfor – i regnvejr – og da jeg så kasserne fik jeg bekræftet at nogle ting er det bedre selv at hente. Kasserne var nok biligere end konkurrenternes, men jeg tvivler også på at jeg kan komme 3 bøger i samme kasse uden bunden går. Var de tyndere ville de forsvinde for mit blotte øje 😛 Men jeg blev altså fristet af bekvemlighedderne ved at ligge på sofaen og at kasserne arriverede på adressen efter et par enkelte klik. Leason learned.

Ikke desto mindre gjorde flyttekasserne det ret virkeligt. Det er lige om lidt jeg skal pakke halvdelen af vores hjem ned, hive roden op, flytte til et nyt hjem og forhåbentlig skabe rammerne om et nyt og bestandigt hjem for trekløveret og mig. På en måde glæder jeg mig vanvittigt meget til en ny begyndelse og på en måde føles det så frygteligt endeligt. Det skulle man måske ha’ troet jeg havde følt da skilsmisse bevillingen dumpede ind i min e-boks. Men nej det føles mere sådan nu end det gjorde der. Det her er jo vores hjem. Et hjem jeg stadig elsker og egentlig ikke har lyst til at forlade. Men et håndværker tilbud er altså lidt for stor en mundfuld til en single mor til tre små. Eller i hvert fald for undertegnede alene mor.

Det med at forlade sit hjem var egentlig overhovedet ikke det jeg havde påtænkt at nedfælde idag, men fingrene fandt ligesom deres egen vej henover tastaturet og pludselig var det den retning indlægget havde taget.

Det er svært, at forlade sit hjem. Det føles som om jeg kaster mig selv ud på dybt vand uden helt at vide om jeg kan svømme. Nogle gange kan jeg føle mig helt enormt usikker. Usikker på om jeg kan klare det alene og om jeg kan være en god nok mor på egen hånd. Tænk, hvis jeg slet ikke kan finde ud af det? Tænk, hvis i pludselig holder op med at læse med, så bloggen går nedenom og hjem? Den er jo mit levebrød og jeg er pludselig afhængig af de knaster den kan kaste af sig. Tænk, hvis jeg ikke er stærk nok? Ansvaret for tre små liv har været en realitet i mit liv længe, men jeg har aldrig været ene om det før. Der er så mange tanker og usikkerheder forbundet med det her, at jeg godt kan blive lidt overvældet. Men selvfølgelig kan jeg klare det – det skal jeg jo!

9 kommentarer

  • Lene T

    Jeg er ny læser, “fandt” dig på Instagram, og jeg vil blive ved med at læse her på Bloggen, for det er altså rart ikke at læse om det polerede, perfekte liv. Så jeg følger med på din færd ud i den usikre, men spændende fremtid😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ville bare sige at det indlæg rørte mig. Du beskriver det så fint. Tak for din ærlighed. Jeg er sikker på at du kan være en skøn mor alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Du har en fast læser her. Det virkelige liv er rart at læse om. Kram til dig. Du er stærk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er svært at forlade et hjem, som man har bygget optil sin fremtid. husker faktisk også, da jeg flyttede hjemmefra en gade væk, hvor tårene trillede, da jeg gik med min dyne.
    Håber i får bygget et dejligt nyt hjem op.
    kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • H

    Kæmpe kram

    Hvor jeg kender den følelse.
    Vi skrev under på salgsaftalen forleden. Nu skal der gå de sidste dage inden salget er endeligt og vi skal finde nye boliger… hver for sig…

    Det er en meget ambivalent følelse. På én side lettet… på den anden side rigtig ked af det, for det var slet ikke sådan her det skulle gå jo…

    Men Nanna… Vi kommer til at klare det hele fint! Både du og jeg 🙂

    Og jeg læser fortsat din blog – for jeg elsker din ærlighed omkring dig selv, dit liv, de glæder og de udfordringer du står overfor.

    Og jeg tænker… du er sgu stærk!

    Kram!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pølsemuffins med ost