En meget personlig historie om stress – Nanna Pretzmann
Om at ha fødselsdag.. alene..

En meget personlig historie om stress

Sponsoreret

img_1702

Egentlig har jeg mange gange fortrudt, at jer takkede ja til at lave dette indlæg. Ikke fordi at jeg ikke kan stå inde for min historie, men fordi det på mange måder er enormt grænseoverskridende for mig at skrive om. Jeg ved at det ikke er pinligt og jeg ved at jeg ikke er “unormal”. Eller det vil sige, at det ved mit fornuftige jeg. Men når usikkerheden og angsten tager over bliver jeg både flov, skammer mig og er nervøs for at blive dømt. Og lige netop derfor sagde jeg ja i sin tid, fordi det er ikke flovt og skamfuldt og jeg vil gerne stå ved min historie og måske på den måde hjælpe til at sætte fokus på stress og dem det berør.
Min historie starter for mere end 10 år siden. Jeg startede som pædagogmedhjælper på et bosted for børn med autistisme. På mange måder et helt vidunderligt job, som jeg elskede højt. På mange andre måder var det også enormt stressfyldt. Mange vagter, på de tidspunkter, som dem nederst i hierakiet fik, udadreagerende børn, stor udskiftning i personale og rigtig meget overarbejde grundet mangel på personale. Og også et udpræget skel på pædagoger og medhjælpere. Forstå mig ret jeg var glade for langt de fleste af mine kollegaer, men ofte gik man man fornemmelsen af “bare at være” medhjælperen, som kunne tage øv vagterne og som ikke kunne være med til at have nogen indflydelse. Til trods for medhjælperne egentligt brugte betydeligt flere timer med børnene end pædagogerne kunne observationer fra medhjælpere ikke bruges. Det var ikke et sundt arbejdsmiljø. Nå, men presset fik da også langsomt taget i mig og på et tidspunkt gik jeg simpelthen ned, blev sygemeldt og udviklede en depression. Det var ikke med forståelse fra lederen, som egentlig bare pressede mig til at starte op igen langt før jeg var klar og på min første dag tilbage fik jeg en dobbeltvagt. Så meget for forståelse for min situation. Det var sidste gang jeg satte mine ben der. Den manglende forståelse samt pres gjorde absolut intet godt for min situation. Jeg følte mig uduelig og var flov over ikke at kunne klare mit arbejde. Men det kunne jeg jo ikke. Jeg kunne jo ikke engang komme ud af min seng!
Det blev starten på en lang kamp, for at komme op til overfladen igen. Jeg var helt nede og ramme bunden. Jeg lå blot, gloede ind i væggen og var egentlig en skygge af mit tidligere jeg.
Den type situation, som jeg endte i vil Krifa gerne undgå. Krifas vigtigste mission er at give god arbejdslyst til medlemmer, medarbejdere og samfundet. Krifa bestræber sig desuden på, at se alle mennesker som unikke individer, og behandle enhver med respekt og ligeværdighed. De vil udfordre umyndiggørende systemer og tendenser til at putte mennesker i kasser, samt forebygge krænkelse af værdighed.

Lige præcis den indstilling, som Krifa forsøger at dele, kunne have været enormt givende på min arbejdsplads og arbejdsmiljøet ville ha’ været et helt, helt andet.
Med det sagt; selvom det var et hårdt forløb ville jeg slet ikke være det foruden. Jeg har lært rigtig meget om mig selv, mine reaktioner, mine begrænsninger og hvornår alarmklokkerne skal ringe. Og det gør de lige nu. Ringer for fulde drøn. Der er ingen tvivl om det ikke kun er min arbejdssituation, som stresser mig, men også min livssituation. Det er hårdt at blive skilt, at stå alene med børnene. Jeg har søvnbesvær, svært ved at holde fokus, hovedpine, kort lunte, svært ved at overskue hele min situation og så har jeg enormt let til tårer. Og midt i alt det her har jeg også, af tidligere erfaring lært, at jeg kan være min egen værste fjende. Istedet for at drosle ned presser jeg tempoet op og ignorere kroppens signaler. Jeg dunker mig selv i hovedet med ikke at kunne klare alt til UG og har urealistiske forventninger til mig selv. Det arbejder jeg på hver eneste dag. At lytte til min krop og give plads til ro og afslapning, at det er ok ikke at være perfekt, en lang gåtur og at tude ud ved en skulder. For noget af det vigtigste er også at fortælle andre hvad der gemmer sig på indersiden. Stress kan nemlig være enormt svært for pårørende og kollegaer at se.
Krifa har udarbejdet en stresstest, som du kan tage lige HER. Bare scroll ned, nederst på siden finder du testen. Mit resultat bekræftede blot min egen fornemmelse af, at det er på tide, at lytte til min krop og mit sind. Begge har ydet over evne for længe og skal plejes. Mit første skridt har været at melde mig til et par moduler i Krifas stressforløb – blandt andet et om søvn og min indre kritiker, som jeg glæder mig til at tage hul på. Forhåbentlig bliver det et skridt i den rigtige retning.

2 kommentarer

  • Hej Nanna
    Jeg kender den følelse alt for godt. Jeg er selv alenemor, godt nok kun til to, men min ældste på seks år er autist, så ofte har jeg det som om, at jeg hænger med yderspidserne af neglene i halen på en vild tornado. Selv når ungerne er lagt i seng, arbejder tankerne, og kroppen har det som om, den løber på stedet. Det er så vigtigt at give sig selv en pause og lidt fred ind imellem. Tak for den reminder og god weekend.
    De bedste hilsner
    Pernille

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at ha fødselsdag.. alene..