Om at være en “for meget mor” – Nanna Pretzmann
Skilsmisse #4 om at starte et nyt liv

Om at være en “for meget mor”

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kan man det, altså være for meget mor?! Det vil jeg altså vove at påstå. Mine ældste børn var længe ventet og arriverede ganske traumatisk. Fra den dag de kom til verden drejede min verden sig kun om dem. Ligesom jeg forestiller mig det er for ganske mange mødre. De blev mit et og alt og jeg havde enormt svært ved at give slip og give plads til andre. Det kom sig blandt andet til udtryk ved at jeg faktisk længe havde det svært med at andre holdte, trøstede dem eller madede dem. Jeg havde det bedst, når det var mig. Egentlig gjaldt det også deres far. Jeg fyldte meget. Og set i bakspejlet så fyldte jeg også for meget. Pludselig var de her to små kærlighedsvæsner det eneste omdrejningspunkt for mig. Jeg havde ikke behov for at være kæreste, kone, veninde eller søster. Faktisk var jeg bare mor. Og sådan er det vel egentlig nok fortsat.

Kan i huskede jeg teasede lidt med nogle tanker jeg gjorde mig i Afrika?! For der var jeg virkelig ude af min comfort zone. Hvis det ikke var min fars bryllup var jeg aldrig taget afsted uden børn. Aldrig. Men jeg ville simpelthen ikke byde ham og hans kone ikke at dukke op på deres bryllupsdag, så jeg forsøgte at pakke min alt overskyggende dårlige samvittighed væk sammen med den hammer jeg plejer at dunke mig selv i hovedet med og bare nyde, at jeg takkede ja til at tage til Afrika. At pigerne skulle hygge med mormor og deres far og at de ville få det skønt. Også uden mig! Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort og da afrejsedagen nærmere sig fik jeg det nærmest helt fysisk dårligt. Jeg kunne slet ikke overskue situationen og give slip. Men jeg gjorde det og jeg må indrømme, at det føltes fantastisk at fodre mit “jeg”. I seks dage at være andet end mor. For det er jeg jo. Det er ikke fordi jeg ikke elsker mor rollen, for det gør jeg. Men jeg er jo stadig Nanna. Og Nanna tog altså grueligt fejl, da hun troede at hendes behov ikke var der mere. De var de. De var bare godt undertrykte og gemt væk i en kasse med stor hængelås på. Drevet på flugt af min værste kritiker – mig selv. Og det er ikke sundt. Slet ikke. Hermed ikke sagt at det er nødvendigt at stikke 6 dage til Afrika, for at komme til den erkendelse. Men jeg er kommet til en erkendelse. At jeg har været en “for meget mor”. At det er okay at lave ting uden sine børn og at pleje sig selv. Det giver faktisk overskud til at være en bedre en af slagsen. Den dårlig samvittighed kæmper jeg stadig med, men jeg forsøger at finde en mere fornuftig balancegang hver eneste dag. En som jeg tænker kommer både mig og børnene til gode 😉

4 kommentarer

  • Sarah

    Du er bestemt ikke alene! Jeg kender det alt for godt. Held og lykke med det – og husk det er en proces, så det gør ikke noget, hvis der kommer tilbagefald 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Altid dejligt at høre, at man ikke er alene <3 Jeg har tilbagefald hele tiden, så øver og øver især i mine tanker 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stella

    Åh hvor jeg kender det. Min søn (som er 4,1/2) skal for første gang nogen sinde passes uden vi skal noget. Har næsten helt ondt et i maven over det. Har jo ikke fået børn for ikke at være sammen med dem.
    Elsker at tage ud og spise eller hygge med veninde der. Men så er han jo hjemme ved sin far. Men at andre skal ha ham uden jeg selv skal noget har jeg det svært ved

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Synes virkelig også det er svært, men egentlig tror jeg vi skal vende den om og tænke, at de også nyder at have bedsteforældre i fred og at det giver dem et stærkere bånd <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skilsmisse #4 om at starte et nyt liv