Skilsmisse #5 tilgivelse & at give slip – Nanna Pretzmann
Forresten da også #21 skilsmisse, flyttekasser & advent konkurrence

Skilsmisse #5 tilgivelse & at give slip

img_2207

I går var en god dag. I hvert fald i mine skilsmisse tanker. Jeg følte mig klar til at slippe fortiden, at give slip og tilgive. At lade vreden fordampe og give plads til lysere tanker og håb.

Idag vågnede jeg med tanken om, at jeg måtte være idiot. At det sker hver gang. At jeg lader håbet tage over. Håbet om at det denne gang bliver anderledes. Som om det nogensinde bliver anderledes. Efter knap 10 år burde jeg vel ha’ lært lektien og indset, at det gør det højest sandsynligt ikke. Hvorfor skulle det, det?! Hvorfor nu?

Man kan vel også sige, at det ikke er min kamp længere. At jeg er fri. Bortset fra at det er jeg jo egentlig ikke. Han er jo børnenes far. Og mit fornemmeste job i verden er at sørge for at de har det godt. Derfor er alt omkring ham stadig min kamp.

Men i og med mine børn også skal have det godt bliver jeg simpelthen nød til at finde en måde, at slippe min enorme vrede på. For de skal opleve at mor og far enes. Ikke at mor og far skændes! Jeg er træt af at være vred. Træt af at håbe. Træt af at spilde min energi på noget jeg i bund og grund ikke er herre over. Men hvordan gør man det – giver slip? Jeg tror aldrig jeg har været så vred på nogen så længe før. Faktisk tror jeg slet ikke jeg har været så vred på nogen før. På den måde, at det virkelig er svært ikke at lukke mund lort ud hele tiden. Jeg gør det dog ikke, altså lukker mund diarré ud. Jeg undertrykker trangen, men det letter heller ikke ligefrem på damp niveauet, når jeg allermest har lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft, må jeg indrømme. Det ender jo med jeg koger over og som bekendt plejer der ikke at komme noget kønt ud af sådanne udbrud.

Måske tager det bare tid. Måske kommer tilgivelse og evnen til at give slip med tiden. Måske har jeg bare brug for tid, til at komme til et sted hvor vrede ikke fylder så meget. Et sted, hvor der bliver plads til at skabe en relation, hvor fortiden kan blive i fortiden.

Det er svært!

12 kommentarer

  • Pernille. // mor-P.dk

    Bedste råd er en coach! Og så at skrive det hele ud. Med papir og blyant. Med overstregninger og bare som det kommer i hovedet i en pærevælling. På den måde får du det ud, bearbejdet, og måske mere fred. Alternativt snak snak med en psykolog – det er vel en form for livskrise!
    Du kan oss skrive et afskedsbrev til din X – uden at sende det!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Besøg en godkendt psykoterapeut og få lukket damp ud, samt gode redskaber til at håndtere situationerne 😊 for din egen skyld

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Ungernes far flyttede i september sidste år – der var sket ting jeg synes er utilgivelige – jeg har været så vred på ham, det er jeg vel egentligt stadig. Men jeg har lært at leve med det der skete. Jeg har ikke tilgivet ham helt ind i hjertet endnu, det tvivler jeg på nogensinde sker – men jeg lever med det og har et fint og gnidninsgsfrit forhold til ham idag.
    Det har krævet mange slugte kamler, fire besøg ved en psykolog og mange snakkede med mine veninder.
    Jeg vil nok egentligt bare sige at der sker et eller andet med tiden, jeg tror sorgen/skuffelsen modnes og vokser med en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg elsker at læse dine skilmisse indlæg. Du kunne næsten lige så godt skrive mine følelser ned, du rammer så plet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg forstår dig så godt. Står i det samme, bare med en lille dreng på nu 10 mdr. Men det er helt rart at vide at det ikke kun er mig der har det sådan. Lige nu synes jeg der er meget meget langt til tilgivelse, men er bare så træt af at skulle være sur og skuffet over ham. Håber også det bliver bedre med tiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg har slet ikke lyst til at være så sammenbidt og gal, men jeg synes virkelig det er svært at give slip! Jeg håber det kommer med tiden <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvad forhindrer dig i at skrige lungerne ud/sparke til dyner/banke i puder, når børnene er i vuggestue/børnehave og du er alene?

    At give slip og tilgive sker først, når du har fået mere ro på. Lige nu er I lige flyttet, og det i sig selv vækker en masse følelser til live. Det er helt naturligt, om end frustrerende, men du er i gang med at give slip på det, der var. Alene den fysiske/geografiske flytning.
    Du gør det godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karina, du er simpelthen altid så pisse sød og god! <3
      Jeg kan ikke finde ud af at give mig selv lov til at give slip og vise følelserne. Jeg er simpelthen en kontrolfreak. Men jeg har faktisk bestilt tid ved en body sds i næste uge, for at se om han kan hjælpe mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forresten da også #21 skilsmisse, flyttekasser & advent konkurrence