NannaPretzmann.dk
Jeg røg, da jeg blev gravid..

Skilsmisse #10

img_2207

De helt personlige indlæg om mine tanker og følelser har ikke fyldt så meget på bloggen den seneste tid. Det skyldes ikke at mit hoved er holdt op med at rumsterer. Overhovedet ikke. Men lige nu er jeg langt gladere end jeg har været længe. Faktisk vil jeg gå så langt, som at sige, at glæden fylder mest i mit liv lige nu. De mørke, tunge og dybe tanker er der stadig. De overskygger bare ikke alt andet mere. Der er mange flere gode end dårlige dage og det er så befriende, at man tror det er løgn. Men hvem har egentligt også lyst til at have kærestesorg? At samle et sønderknust hjerte op fra gulvet og famlende prøve at klistre det sammen igen. At føle sig så svigtet, at det gør ondt at trække vejret og føles som om det aldrig bliver bedre. Men det blev bedre. Tiden gør sit arbejde. Svigtet og sorgen kommer lidt på afstand og pludselig tager man sig selv i at le og smile. Noget som føltes helt umuligt, da jeg ikke kunne andet end at græde. Og grædt har jeg. Meget. I en periode vågnede jeg sågar om natten og græd. Græd til jeg faldt i søvn af udmattelse. Vågnede op blot for at konstatere at det ikke var en drøm og græde videre. Jeg kan skam stadig græde. Men slet ikke på den altædende voldsomme måde. Følelserne er slet ikke så intense længere. Langt de fleste ting, som er sket, har jeg lagt bag mig. Ikke alle, men jeg arbejder på det. De fylder ikke på samme måde længere og skal ikke styre mit liv. Jeg har lært så meget om mig selv, mine handlemønstre og hvordan jeg elsker med hud og hår. Det er sådan jeg er. Enormt loyal og intens. Når først jeg lukker nogle ind er det for alvor og det er svært at give slip.

Jeg har været i terapi og jeg har givet slip på så meget vrede indeni. Den har nemlig i årevis været min tro følgesvend. Faktisk hele mit liv. Siden barndommen og det skyldes altså langtfra kun min skilsmisse. Men ikke længere. Det lyder skørt, men at give slip på den har givet et hul indeni. Et hul som gør, at jeg famler lidt i blinde. For når jeg ikke pr instinkt reagere med vrede mere, så ved jeg faktisk ikke altid hvordan jeg skal eller kommer til at reagere. Det får mig til at føle mig enormt sårbar, men jeg kan li’ den side af mig selv. Den fine side, som tør åbne op og vise hvad hun føler og ikke skjule det bag en mur af vrede. Og at være sårbar er faktisk også helt okay har jeg erfaret.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg røg, da jeg blev gravid..