NannaPretzmann.dk
Et glimt fra mit nye soveværelse

Skilsmisse #9 At give slip, men hvordan?

img_2207

Jeg er nået til et sted, hvor jeg gerne vil give slip på vrede, hvor jeg længes efter at tilgive og komme fortiden i glemmebogen og starte på en frisk. Ikke for børnenes skyld, ikke for andres skyld, men for absolut kun min egen skyld. Jeg aner bare ikke hvordan?!

Jeg er træt af at være forsmået og bitter. Jeg har ikke lyst til at det skal være så stor en del af min hverdag. Ikke i den forstand, at jeg tænker på det konstant. Det gør jeg ikke, faktisk slet ikke. Men når det kommer over mig gløder raseriet og jeg føler nærmest et had. Svigt og sårede følelser giver mig en mavepuster uden lige. Sådan har jeg ikke lyst til at det skal være længere. Jeg vil give slip, jeg vil videre, jeg vil være lykkelig igen og lade fortiden blive i fortiden. Men hvordan? Hvordan giver man slip? Og kan man nogensinde slippe helt? Jeg hører hele tiden sætningen “forgiven, not forgotten” inde i hovedet og det er nok der hvor jeg vil hen. Selvfølgelig glemmer man aldrig alt, men med tilgivelse forestiller jeg mig der kommer en slags ro og accept af, at jeg ikke kan ændre fortiden. Bare vreden og følelsen af svigt ville dampe lidt af, så de ikke føles så intense og blusser op, når jeg mindst venter det. Bare jeg kunne komme til et sted, hvor jeg har det bedre, for det ønsker jeg.

Jeg føler lidt af jeg træder vande, at jeg burde være kommet længere i processen. Men ting tager den tid de tager og jeg tror det er vigtigt at føle sig igennem det hele. Op og nedture. Virkelig at bearbejde det, for ellers dukker det hele blot op på et senere tidspunkt. Og det første skridt mod tilgivelse må vel være at ønske det? Ønske at komme videre og lægge det bag mig.

 

   

2 kommentarer

  • I en sorgproces uanset årsag er der ikke noget, der hedder ‘burde’. End of discussion. Og det er ment kærligt. ‘Burde’ er noget, du eller andre kan slå dig og sig selv i hovedet med, og det tjener ingen.

    Når det så er sagt, så er ønsket, som du selv siger, første skridt i den retning, og dertil en accept af, at du ikke kan forcere processen – uanset hvor meget du end gerne vil (jeg kender det fra mig selv).
    Hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig, men jeg kan fortælle, at jeg arbejder meget med at forsøge at acceptere, at ting tager tid, at være god ved mig selv – simpelthen at lære at være der for mig selv (du har jo tre børn at være der for også, men mig-tid er vigtigt for at kunne få den fornødne plads til at rumme processens mange facetter), og så forsøger jeg at fokusere på det, jeg har fået med fra ægteskabet af godt. Det gør ikke, at tabet og bristede drømme forsvinder, for det gør de ikke. Indtil videre synes det at have en god effekt på mig – stille og roligt med museskridt.

    Hvordan går det med den body sds, du startede på før jul? Hjælper den?
    Har du nogle ligesindede at tale med – nogle som har stået i samme situation som dig, som du kan spejle dig i?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Solvejg

    Hmm, jeg kan godt følge dig i dine tanker, men uanset hvad du gør, tænker, reagerer, agerer, så tager ting bare tid. Jeg giver Karina fuldstændig ret i hendes kommentar til dig.
    Jeg tænker også, at du måske skal tage fat i en psykolog. Også selvom det er dyrt. Det virker. De spørger nogle irriterende spørgsmål, men det er jo det, der mange gange skal til. 😊
    Jeg blev anbefalet en bog, der hedder: Når kærligheden os skiller” den brugte jeg sammen med en psykolog og det var rigtig godt for mig. Måske er det også noget for dig.
    Men jeg tror det vigtigste er at du accepterer, at det er sådan du har det og at der kan gå lang tid inden du er ovre det. Men tro mig, hvis det får for hurtigt, så er det tit fordi alt ikke er bearbejdet, og så kommer det igen på et tidspunkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et glimt fra mit nye soveværelse