Når moderskabet tackler en – Nanna Pretzmann
Fastelavnskostumer, favoritter og Barbapapa småkager

Når moderskabet tackler en

img_3788

Jeg har længe tænkt på at skrive lidt om det her. Men et eller andet har holdt mig tilbage. Nok mest frygten for at blive misforstået og hårde kommentarer. Men hey i plejer jo at være pisse søde og jeg plejer at tale frit fra leveren, så hvorfor er det anderledes denne gang? Fordi det omhandler mit moderskab, tror jeg. Fordi det er min fornemmeste opgave, synes jeg, og fordi jeg ved jeg risikere at sætte min røv i klaskehøjde på et tidspunkt, hvor jeg egentlig er alt for sårbar til det. Men jeg er faktisk samtidig overbevist om at jeg ikke er den eneste med de tanker og følelser og at det er ganske normalt. At jeg ikke er spor anderledes end så mange andre, men alligevel er det nok stadig lidt tabu.

But here goes. P.t. føler jeg mig nogle gange så overvældet, at jeg mister pusten. Jeg elsker mine unger så højt, at man skulle tro, at det var lyv. Men ikke desto mindre er de også ved at tage livet af mig nogle gange. Selvfølgelig ikke i bogstaveligste forstand. Men i den forstand, at jeg synes det er skide hårdt. Sådan virkelig.fucking.hårdt.på.jeg.river.håret.ud.måden. Lige nu stornyder tiden væk fra dem, hvor jeg bare kan smide mig på sofaen og være totalt ego. Tiden hvor der ikke bliver stillet krav fra 117 sider til mig eller forventes noget af mig. Jeg tror, at det der sker er at jeg siden i sommers har kæmpet en brav kamp for at være det hele for dem. At gøre alt perfekt. At de ikke skulle mærke noget til skilsmisse eller savn. Jeg kunne fandme klare det hele. Jeg har i den grad tilsidesat mig selv. Det er jeg klar over er en helt naturlig del af moderskabet og jeg har gladelig gjort det. Jeg vil sgu gøre alt for de pigebørn! Men det har sin pris. For jeg er ikke perfekt. Jeg kan ikke det hele. Faktisk kan jeg ikke engang det halve. Og faktum er at jeg altså ikke havde fået tre børn, hvis jeg vidste jeg skulle være alene. Jeg fortryder dem ikke et sekund, det er ikke ment sådan. De er alle tre ønske og kærlighedsbørn. Det var bare meningen vi skulle være to!

Selvom det lyder hårdt, at jeg ofte den seneste tid haft lyst til at smide håndklædet i ringen, råbe røv til voksenlivet og skride. Overlade ansvaret til nogle andre. Nogle vokse. Jeg gør det selvfølgelig ikke. Men nu kommer det virkelig til udtryk, at jeg skal være så meget bedre til at finde en balance i tingene. At det er ok, at jeg ikke er perfekt og ej heller den perfekte mor. Glansbilledet blive nød til at krakelere. Det er ok med spaghetti og ketchup til aftensmad. Ja faktisk er det vel ok, bare de får lovet at spise. Jeg mister ikke titlen som mor, fordi jeg ikke servere speltboller og gnavegrønt hver eftermiddag, ikke er overskudsagtig døgnet rundt og faktisk ikke gider lege med lego. Jeg kan sgu så meget andet. Jeg har bare så latterlig høje forventninger og krav til mig selv og mit moderskab, at jeg ender med ikke at komme helskindet igennem, hvis ikke jeg stopper op, trækker vejret dybt ned i maven og ændre kurs! Men hvor fanden kom alle de forventninger og glansbilleder af mig og mit moderskab fra? Og hvorfor har jeg så travlt med at være den første til at dunke mig i hovedet?

 

21 kommentarer

  • Godt indlæg Nanna 🙂 Vil bare sige at du bestemt ikke er alene om at have det sådan..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pilla

    Jeg er med dig på alle fronter.. umulige forventninger til mig selv som mor… fuck de der skide forventninger om ren hjemmelavet øko mad hver eneste dag, et pletfrit hjem og altid velopdragne børn der bliver stimuleret i flere timer hver dag osv osv osv. Du, jeg og alle de andre mødre derude gør det pisse godt. Så længe vi elsker vores børn og er ganske almindelige fornuftige mennesker, så er det lige præcis som det skal være.. hilsen en mor fra Østerbro

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Yesica

    Fantastisk indlæg Nanna, Åhh hvor jeg kender følelsen! Hele vejen igennem, vi skulle også havet været to, og det kan være så pisse hårdt og samtidigt elsker man de små poder som bare pokker! Det sidste år har jeg også sagt til mig selv, at det er ok at spise spagetti og ketchup eller bare ris og æg, haha! Som pigerne elsker åbenbart, og har sagt til mig selv at jeg også kunne trække vejret midt i det hele. Som mine piger siger, mor når vi er hos far så savner du os så meget at du ligger på sofaen hele weekenden, men når vi er her så driver vi dig til vanvid, men du elsker os så meget, det er hårdt at være dig mor, det er hårdt at elske os❤ Jeg har den tro at vi alle sammen har det sådan her nogle gange😜👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grønlandsposten

    Du er bestemt ikke alene. Jeg har været alene med mine piger, siden de blev født, og i lange perioder, mens de var små, var det ren overlevelse! De var konstant syge, og de sov elendigt om natten, og jeg var heldig, hvis jeg fik halvanden times uafbrudt søvn. Aner virkelig ikke, hvordan jeg klarede både et fuldtidsjob og to børn!
    Der er kommet meget mere overskud siden. Pigerne bliver større og mere selvhjulpne, og det kan mærkes. Men jeg der stadig mor på fuld tid, og der er hele tiden to piger, der stiller krav og spørgsmål og bliver sure, når de ikke får deres vilje. Og når pigerne er i skole, er der et job og en chef, der stiller krav og har forventninger til mig. Nogle gange er jeg ved at blive kvalt i alle de krav og forventninger! Har mest lyst til at lukke mig inde og bede hele verden om at tie stille og lade mig være i fred. Jeg ORKER ikke at blive mødt med flere krav og forventninger. Orker ikke at blive bedt om noget eller skulle forholde mig til noget eller nogen. Men jeg gør det. Forholder mig til hvad børn, skole, chef, kolleger, samarbejdspartnere eller venner nu end kommer med. Nogle gange er jeg misundelig på dem, der kun har børnene hver anden weekend og dermed kan bruge hverdagen weekend på at tage sig af sig selv og lade op. Men når alt kommer til alt er jeg lykkelig for, at jeg har mine børn hos mig hele tiden. Og jeg finder mine oaser og lader op. Og det bliver stadig nemmere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er nemlig krav og forventninger som gør det så hårdt også.. og lige det med at undvære nattesøvn. Hvis bare man får den kan man klare så meget mere☺ Du er fandme sej!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Tak, du skriver lige det jeg tænker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Lige mine tanker 🙂 Det er total rabu og tænker også der er rigtig mange der ikke ville sige det højt. Fedt du bryder tavsheden 👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I hear ya…
    Jeg kan blive stresset af de forventninger jeg TROR andre har til mig, fordi jeg er hjemmegående. Så skal man jo kunne klare det hele ikke? Men ærlig talt, så har jeg aldrig været så træt af mine børn, som jeg har de sidste 6 mdr hvor jeg har været utrolig meget sammen med dem. Faktisk så træt af dem, at jeg for et par uger siden tog på en ferie helt alene. Uden mand og børn. Ego-ferie. Det var skønt!

    //Tina – hausfrauiberlin.blogspot.dk

    PS Hvis jeg var alenemor, fik mine børn havregryn og rugbrød til aftensmad hver dag;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sådan har jeg også fået det af at være hjemmegående.. men man kan sgu ikke det hele selv. Og det er også okay☺
      Lyder skønt med den ferie.. jeg tager også afsted selv i næste weekend og jeg freaking glæder mig 🙈

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    It takes a village to raise a child – er det ikke sådan man siger.
    Jeg lever efter det. Jeg har 2 skønne drenge og har prøvet at være alene med den store.
    Mine drenge har ikke kun brug for mig, de profitere i den grad også af alenetid med far, mormor, morfar, onkel, moster osv. At komme og hente den store der har sat, aftenen før, med mormor og bygget diverse dingenoter er så skønt. Alt det han fortæller, det bånd jeg oplever de har sammen det er guld værd. Jeg ville jo fratage ham alverdens gode oplevelser hvis jeg konsekvent altid var sammen med ham – eller kun lod ham passe hvis jeg skulle noget. Det er ikke kun når jeg skal noget – hvorfor skal man have en aftale før “man må” lade sine børn passe.
    Vi må stå sammen og bryde glansbillederne lidt. Måske udskifte speltbollebillederne med røde pølser billeder hvor der ovenikøbet ligger sure sokker på gulvet også. 😀💪😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I HEAR YOU !! Som single-mor på nu 3.år…til ET barn 😀
    Jeg hepper på dig… Du er sej !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Du er skide sej Nanna 😍 Lad værd at være som andre, ja det kan jeg jo nemt sige for jeg har jo ik børn. Niks men arbejder med børn til daglig og der tænker jeg også, Hey mor eller far slap af og værd dig selv, lige der hvor du passer ind og ikke sammen med alle de andre overskudsagtig forældre som servere speltboller og grønt hver dag for deres børn. Jeres børn elsker jer helt sikkert alligvel om det så er røde pølser og ketchup. Håber ik du misforstår mig søde Nanna, men kun at du kan bruge det positivt i din(jeres) hverdag.😘😘 Du gør det skide godt som mor, glem det aldrig !! 👌🏻🙏🏻 Kæmpe knus til dig 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Du er i mine øjne bad ass og sej bare for at holde alle i live på én gang😂 herhjemme er vi 2 voksne og to børn og selvom det burde kunne hænge sammen, synes jeg sgu stadig jeg kører på pumperne med krav og behov alle vegne og noget nær kronisk dårlig samvittighed hele tiden 🙈 Tager hatten af for dig og ønsker alle her mere ro, færre krav og ingen dårlig samvittighed ☉😄

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fastelavnskostumer, favoritter og Barbapapa småkager