NannaPretzmann.dk
Forresten da også #25

Skilsmisse #11 højt at flyve, dybt at falde

img_2207

2 skridt frem og ti tilbage. Jeg har grædt en del idag. Efter børnene kom i seng var der så stille. Så ulideligt stille. Jeg har følt mig sårbar, uønsket og smidt væk. Ubetydelig. Jeg skal lære, at mit værd ikke defineres af andres valg og fravalg. Jeg er noget værd uanset! Det er hårdt og allermest hårdt er det næsten at vreden er væk, for det giver pludselig enormt meget plads til sorg. Og ikke mindst frygt. Vreden var trods alt lettere at håndtere, synes jeg. Måske fordi den på en måde var så velkendt. Den blændede for, hvor såret og svigtet jeg i virkeligheden føler mig. Sorgen over at have mistet den største kærlighed jeg har oplevet og som nappede 1/3 del af mit liv, men også gav mig tre kærlighedsbørn. Sådan en slags kærlighed, som man kun ser på tv i pladder klamme amerikanske film. Den som opsluger og fortærer en med hud og hår. Den slags kærlighed, som sætter sig i sjælen og gør det forfærdentligt at være uden den anden del af sig selv. For det var han. En del af mig og jeg en del af ham. Og den del savner jeg frygteligt! Men det kan også være turbulent, at elske hinanden på den måde og enormt svært at lukke helt og aldeles ned for, fordi kemien og tiltrækningskraften stadig eksistere i høj grad. Måske noget kærlighed aldrig forgår? Og er det muligt at elske en anden for meget?!

Og hvad nu hvis det var den ene kærlighed der stod skrevet i stjenerne til mig? Burde jeg frygte det, frygte at være alene fremover? Det gør jeg egentlig ikke. Altså frygter at være alene. Efterhånden ved jeg, at jeg kan klare mig selv. Jeg har ikke brug for en ved min side og hvis det engang sker bliver det et tilvalg fordi jeg har lyst, ikke fordi det er nødvendigt.

 

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forresten da også #25