NannaPretzmann.dk
Første dag uden børn, nyt kluns og et sparetip til jer

Hvorfor skal det være så svært..

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige at det var let. At kærligheden blomstre og vi flyver på lyserøde skyer. Det gør den også og det gør vi også. Nogle gange. Men langt fra hele tiden. At sige andet ville være en løgn. Det er pisse hårdt. Luften kan være tyk af gamle konflikter, uforløste følelser og følelsen af at ramle hovedet mod muren er ofte eksisterende hos mig. 2 skridt frem og 3 tilbage. Problemerne forsvinder ikke ud i den blå luft blot fordi man har været fra hinanden. På mange måder starter vi forfra, men så alligevel overhovedet ikke. Kan man overhovedet starte forfra med 10 års bagage?

Jeg har efterhånden fundet ud af, både i mit eget kommentarfeltet og på andre blogs, hvor jeg læser med, at det med at gå fra hinanden imens børnene er små, for herefter at indse, at det ikke var det rette valg, ikke er usædvanligt. Langt fra faktisk. Men det er ligesom ikke rigtig noget jeg støder ind i, i min hverdag. Nærmere tværtimod. Måske føler jeg endda det ikke rigtigt er noget man taler om? Som holdes inden for hjemmets fire vægge. Det kunne man jo så argumentere for om jeg også burde. Altså holde mine skriblere for mig selv og ikke dele dem i det virtuelle rum. Men jeg har nu ikke lyst til at lade være og stoppe med at dele mine tanker og følelser. Det er befriende, at få tankerne skriblet ned, at høre jeres feedback og ikke mindst føle, at jeg ikke er alene. For netop alene føler jeg mig ofte i den virkelige verden. Alene om at kæmpe og synes livet kan være skide meget op ad bakke, imens andre omkring en får det til at se legende let ud.

Jeg er vist nået dertil i mit liv, at jeg ikke orker, at lade så meget om. At opretholde en form for facade, som jeg tidligere i mit liv har gjort. Når tingene er pisse træls, så har jeg behov for at sige det. Ikke skubbe det under gulvtæppet. Ikke at lade som om og polere facaden, så den er skinnende smuk og fejlfri. Det er nu ikke fordi jeg overfalder sagesløse mennesker over køledisken ned i Føtex med min historie. Men jeg orker bare ikke det polerede perfekte billede af livet, som ofte bliver portrætteret.  Livet, parforholdet, famile, børn – alt i en pærevælling. Det er bare ikke altid let. Faktisk er det ofte det modsatte. I hvert fald lige nu.

img_4124

Image HTML map generator
   

6 kommentarer

  • I HEAR YOU ! Vi skulle kunne tage en kaffe en dag og snakke, det gad jeg godt 🙂
    JEg hepper stadig på jer…især dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Hvor kan jeg bare godt følge dig… Det er ligesom om at alt skal fremstå perfekt og hvis vi laver en fejl gælder det bare om at skjule den hurtigst muligt. Vi er for pokker kun mennesker og jeg føler virkelig at der her sidder et reelt menneske bag skærmen og bøvler med mange af de samme problemer som jeg selv har oplevet. Det jeg vil sige er bare, fortsæt med det du føler rigtigt og måske følger flere trop med tiden og vil vise at de også er mennesker og ikke lever det perfekte liv…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natacha

    Synes det er så skønt at følge noget ægte. Har selv brugt 3 uger i februar på et krisecenter med min datter fordi jeg ikke magtede de skjulte kampe i hjemmet mere. Nu er alt åbent og min mand har fået øjnene op for, hvad han kan miste. Vi bor sammen igen men føj det kan være op ad bakke til tider. Min mand får behandling og jeg er selv begyndt til pårørende behandling hvilket har givet mig rigtig meget. Men lutter idyl er det ikke så du er absolut ikke alene

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første dag uden børn, nyt kluns og et sparetip til jer