Skilsmisse #12 Der var engang.. – Nanna Pretzmann
Det er okay.. det ved jeg.. men

Skilsmisse #12 Der var engang..

img_3943

Der var engang.. hvor han var hele min verden, hvor hans kærlighed var altopslugende og sendte mig over skyerne, hvor begæret gjorde os ekstatiske. Intet mindre. Kaos har altid været vores mellemnavn, vores kærlighed var eksplosiv, intens, altopslugende og nogle gange alt ødelæggende. Jeg er komplicerer at elske, jeg har svært ved at lukke en andens kærlighed ind. Han er ligeså. Når vi var gode kunne vi lægge verden ned. Sammen. Kun os to. Altid. Når vi var det modsatte ødelagde vi hinanden. Smadrede os selv og hinanden. Jeg elskede ham med hud og hår. Intet mindre. Ikke halvt, men helt og aldeles og kun han. Der var aldrig andre. Jeg var sårbar, men lukkede ham ind, selvom jeg var bange. Skræmt fra vid og sans. Bange for at miste kærligheden igen. Bange for at blive svigtet. Bange for at han skulle gå. Men med ham var, at lade være ikke en mulighed. Vi hørte sammen, smeltede sammen og det skulle være ham & mig. Altid. Det havde skæbnen bestemt og intet kunne ændre det der lå i kortene. Han kunne se ind i mit inderste og jeg i hans. Vi var forbundet på et plan, som øjet ikke umiddelbart kunne skue.  Men det kunne vi og vi kunne ikke være uden hinanden, selvom vi forsøgte at løbe fra det inden vi overgav os. Begge to.
Men en dag forsvandt begær og kærlighed brat. Det kom snigende. Lige så stille, uden at vække opsigt. Vi så det ikke før alt for sent. Vi kæmpede måske ikke engang. Vi druknede istedet, i kampen om at holde os oven vande, Vores kærlighed forsvandt i bunkevis af sure sokker, lorte bleer og skænderier om ligegyldigheder, som pludselig fyldte hele vores verdensbillede. Den kærlighed der engang bandt os sammen og gav os styrken til at klare alt. Os to. Sammen. Ham og mig. Den var forsvundet som dug for solen. Jeg kunne ikke se den. Se ham. Jeg kunne ikke længere se klart og mistede fokus på det der engang var det allervigtigste for mig. Ham og mig.
Med i bagagen fulgte svigt, sårende ord og tab.Utilgivelig historie. Vi tabte os. Hinanden. Og kærligheden. Det føltes som noget der aldrig kunne blive ugjort. Sorgen og svigtet.
Men en dag åbnede mine øjne sig pludseligt på klem igen. Jeg så ham! Mine børns far. Ham jeg engang elskede så højt at jeg kunne skrige. Hvad vi havde været.. Jeg så hvad vi kunne blive. For hinanden. Igen! Så hvad vi havde sluppet taget i og givet fortabt på. Kærligheden. Stærk som altid og aldrig. Jeg tror aldrig en kærlighed så stærk og intens, så altovervindende som den vi delte, kan forsvinde ud i ingenting. En kærlighed så intens, at den tager pusten aldeles fra mig. Fylder min mave med håb og med frygt. En pudsig kombination, som skiftevis giver altovervældende kvalme og flakkende sommerfugle i en latterlig kombination. Blandet med frygt, for det endelige nederlag. Men håbet er der også og spire dag for dag. Håbet om en lykkelig kærlighed. Krydret med en fremtid, som er værd at åbne øjnene for. En man ikke må vende ryggen til i frygt og bitterhed. Håbet og troen på fremtiden. En fremtid fyldt med kærlighed. En ny start! Ham & mig vi er mere end alt det.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er okay.. det ved jeg.. men