Skilsmisse #16 Det sorte hul – Nanna Pretzmann
Det sure med det søde, lækker kage og Opinionsland

Skilsmisse #16 Det sorte hul

img_2207Søndag. Endelig havde jeg nær sagt. Den forgangne uge har vi knoklet på højtryk med at male x’ens hus. At sætte i stand. Det var jo lidt af et håndværkertilbud dengang vi købte knaldhytten. Men det tager form nu. Bliver faktisk virkelig flot. Præcis som vi drømte om dengang vi satte underskrifterne og knaldhytten blev vores. Det er ambivalent på så mange måder, at bruge så mange timer i huset. Det var der vi engang var en familie. Nogle gange lykkelige. Men det var også der, hvor læsset væltede. Der hvor vi mistede hinanden og vores familie. Det har mit hoved uendeligt svært ved at rumme og jeg har været i en pærevælling af følelser. Skiftevis været både glad, trist og følt mig magtesløs og svigtet. Det hus rummer bare så meget historie og dertilhørende følelser. Og min krop og allermest mit hoved kan slet ikke rumme det. Jeg kan ikke holde følelserne ud og har svært ved overhovedet at være i min egen krop. Jeg får en indre uro, kan ikke sidde stille uden at overvældes, jeg sover dårligt og det påvirker selvfølgelig mit generelle humør uden at jeg vil det. Jeg har ikke lyst til at have det sådan. Men jeg ved også det er en proces jeg skal igennem og det tager tid at hele, når man er blevet såret dybt. Det tager tid at genopbygge et forhold og en tillid, som blev smadret. For os begge. Det gør mig hamrende usikker og ked af, at vi har ødelagt os. At vi ikke kunne klare det. Hvad vi har trukket ungerne igennem. Jeg har svært ved at sætte ord på de følelser der er inde i mig. Det gør helveds ondt. Som et stort sort hul inde i mig. Jeg får svært ved at trække vejret, det føles som en elefant på brystkassen, jeg hyperventilere, panikken spreder sig i kroppen og jeg vil allerhelst flygte. Fra følelserne. Løbe min vej. Men det kan jeg jo ikke. De er placerede dybt inde i mig. Jeg kan ikke flygte. Men det skal jeg heller ikke. Jeg skal hænge i. Huske på at det er en proces. At hullet skal hele. Ikke flygtes fra eller bedøves. Jeg skal nok komme hel ud. Det tager bare tid, når murerne falder og følelserne vælter ud. Og det, udover ømme muskler og enorm træthed af at sætte hus i stand, er altså grunden til at stikket har været trukket for en stund. Jeg kan ikke undlade at skrive, når jeg slåes med mine følelser. Så kan jeg slet ikke skrive. Det føles ikke helt ægte. Men lige nu kæmper jeg også lidt med om den her skilsmisse føljeton er for tæt på. Om jeg burde lade være med at dele. Men hver gang ender jeg alligevel med at komme frem til, at jeg ikke skriver for at hænge nogen ud. Jeg skriver for mig selv. Fordi det hjælper mig. Fordi hverdagen ikke altid er en dans på lyserøde, kvalmende, lykkelige skyer. Den kan den være. Uden tvivl. Og det er den også langt de fleste dage her. Men for mange af os involvere den også mange  “kampe” og det synes jeg også der skal være plads til at sige højt. Vi elsker hinanden i vores familie. Ingen tvivl om det. Men vi har vores fejl og det er ikke altid let. Vi er ikke blankpolerede og perfekte. Vi er ikke en perfekt familie uden problemer. Og den del har jeg også behov for at vise.

 

4 kommentarer

  • Sarah

    Tak! Vi er andre, der har det som dig. Som ind imellem synes, at kampen er lidt for hård – men som alligevel kæmper og hænger i! Så tak fordi du viser, jeg ikke er alene! Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ville ikke gå igen, uden at smide en virtuel krammer i din retning. Livet er ikke altid nemt, og så kan det være befriende nogen gange bare at komme UD med ordene og følelserne der trænger sig på. Tak fordi du deler og viser, at det er okay at være sårbar. også i det offentlige rum. Vi er jo trods alt bare mennesker…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det sure med det søde, lækker kage og Opinionsland