Botox?!

Skilsmisse #16 Status

img_2207

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg har lavet en opdatering på skilsmisse fronten. Som med alt andet løber tiden lidt fra mig. Men det går fremad. Vi har det godt. Jeg kæmper stadig indre kampe med sårede følelser og tillid. Nogle dage gør det så ondt, at jeg ikke tror jeg nogensinde heler. At jeg ikke kan holde ud at være i mit eget hylster. Men det bliver bedre. Babyskridt. Men bedre.

Nogle gange går bunden også ud af det hele og jeg føler vi bliver slået tilbage til start. Men vi skal selvfølgelig lære lige trække vejret, finde ud af at uenigheder (eller skænderier) ikke automatisk er lig med endnu en skilsmisse. Vi skal finde den tryghed og sikkerhed i hinanden igen. Stole på, at den anden ikke går og smækker døren. Det er svært, synes jeg.

Jeg er ikke god til at lukke andre helt ind. Det har jeg aldrig været. Jeg holder gerne afstand. Måske for at passe på mig selv. Måske fordi det er lettere. Jeg er faktisk ikke sikker. Men jeg ved, at det er enormt svært at lukke en ind, som har såret dig dybt. Kroppen går ligesom i forsvarsposition. Inde i hovedet lyder en stemme automatisk. Flygt, stop, nej, han sårer dig. Men jeg ved at stemmen er frygt og ikke fornuft eller mavefornemmelse. Deri ligger en enorm forskel. Så selvom jeg er bange, bange for at blive såret og svigtet så er jeg ikke i tvivl om, at vi gør det rette. At ham og jeg er gode sammen. Vi er på vej derhen igen. Vejen er bare en smule ujævn, kroget og fyldt med dybe huller. Men klare vi det her, så klare vi alt. Der venter så mange gode ting, for enden af vejen. Det tager bare en smule tid, at komme dertil.

Jeg er klar over turen til Paris med x’en vakte delte meninger. Men lige pt prioritere vi højt, at få tid alene. Oftest er det bare at lave god mad, tænde stearinlys og snakke, når ungerne er puttet og sovet. Men vi prioritere os, lægger tid i os. Fordi det er vigtigt. Det er vigtigt, at vi finder hinanden igen. Ikke laver samme nummer, som sidst, hvor vi gled fra hinanden og mistede lysten til at kæmpe. Fordi vi troede der ikke var noget at kæmpe for. Forhåbentlig betyder det også for børnene, at familien en dag bliver samlet igen.

 

>> Læs hele skilsmisse føljetonen  <<

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Botox?!