NannaPretzmann.dk
Fredagskagen: marengskage med mascarponefyld & jordbær

Indadvendt, introvert, sensitiv.. kært barn har mange navne

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ofte har følt mig anderledes. Jeg husker det allerede, helt tilbage fra barnsben. Jeg var hende den stille, der helst ikke gjorde opmærksom på sig selv. Ja lidt mærkelig var jeg vel ligefrem, som vi blev ældre. Jeg var eftertænksom, perfektionistisk og havde enormt høje krav til mig selv. Jeg nød at lege alene, at tegne og læse og opførte mig nok altid lige en tand mere voksen end jeg var. Genert kaldte de mig også dengang. Jeg hadede opmærksomhed og ville gerne være lidt gennemsigtigt. Jeg fik ondt i maven, svedige hænder og røde kinder bare ved tanken om at tage fastnettelefonen derhjemme. Genert er jeg nok egentlig stadig, men jeg er blevet en del bedre til at håndtere det hen ad vejen. Bedre til at tackle sociale situationer, hvor jeg egentligt ofte føler mig udstillet og utilpas. Jeg fungere stadig bedre i vante omgivelser og med mennesker jeg kender end i uvante situationer.

Som jeg er blevet ældre, nok især efter jeg har fået børn, er det gået op for mig, at jeg nok ikke er helt så anderledes endda. I hvert fald genkender jeg et tydeligt mønster i min nærmeste familie og jeg genkender især tegn hos min ene datter. Siden har jeg læst lidt om emnet og sensitive og introverter er skræmmende rammende. Jeg har egentlig ikke behov for et label. Faktisk slet ikke. Jeg finder dog en slags tryghed i, at vide at jeg hverken skejer vildt ud eller er særligt speciel, når det kommer til mine behov. Der findes f.eks. mange af hos, som ikke lader op under socialt samvær, men nærmere føler sig drænet for energi efterfølgende. Ikke fordi vi ikke nyder det sociale, men det sluger energi. Når jeg bliver fyldt i hovedet af f.eks. larm eller er omgivet af mennesker for længe bliver jeg småsur, gnaven om man vil, og har behov for at trække mig. Jeg har behov, for at være alene. Kan jeg slippe afsted med at barrikere vinduer og dører, finde dynen og smide mig på sofaen med Netflix er det lykken. Så tanker jeg op. Er det ikke muligt, at være alene kan jeg nærmest føle en indre mur lukke ned. Mit hoved går på stand-by, en slags nødløsning, som vist er en måde at trække mig mentalt på.

Jeg har efterhånden, at det ikke nytter at bekæmpe de sider af mig selv. Jeg har så ofte følt mig kejtet og helt forkert. Men hvem siger egentligt, at man skal være social, have en kæmpe omgangskreds eller lyst til at rende fra arrangement til arrangement for at være lykkelig?! Lækkert, hvis man har lyst og det giver en, en masse godt. Men omvendt er det altså også helt ok, hvis det ikke er tilfældet. Det skal jeg blive bedre til at huske. Det nytter ikke, at blive sur over, at jeg synes situationer og sociale begivenheder kan være overvældende. Det er jo sådan jeg er skruet samme. Jo mere jeg selv acceptere og giver plads til mig, jo bedre går det faktisk også med at gøre de ting, som er uvante. Jeg har lært jeg bliver nød til at favne hele mig, acceptere, give plads og forstå mine behov. På den måde er det faktisk også lettere for andre at forstå mig og mine behov. Og ved i hvad? Parforholds mæssigt giver det også en hel masse. Førhen kunne vi tage nogle gevaldige turer, fordi jeg undertrykte mine behov og han selvfølgelig ikke var tankelæser. Nu taler vi om det. Han ved og jeg ved, at er vigtigt, at jeg får mine små pauser engang imellem. Vi ser og lytter begge til tegnene. Jeg bliver bare et rarere og mere energifyldt menneske at omgåes. Jeg tror stadig ikke helt han forstår måden, at jeg er skruet sammen på, men han favner den og giver plads til mine behov. Derfor er jeg i skrivende stund på hotelværelset. Alene. Jeg får mig en pause fra indtryk og intens samvær, lader op, og er med garanti en helt anden om et par timer. Det er en skøn følelse, at blive mødt og forstået. Uden at føle sig helt mærkelig 😛

Kender i mon til det?!

img_8288

   

4 kommentarer

  • Stine

    Kære Nanna! Jeg kan virkelig genkende mig selv i det, du skriver!
    Knus fra stine 🎀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej Nanna, sikke et dejligt indlæg. Sådan en er jeg lige præcis. Jeg har brugt alt for meget tid og energi på at føle mig forkert og ikke kunne leve op til (ja i bund og grund min egne krav) om at være social og udadvendt- og dermed også have en facade på i sociale sammenhæng jeg ikke var/er tilpas tryg i. Det er både udmattende, opslidende og i grund og bund manglende respekt for en selv.. Jeg arbejder på at acceptere at jeg er som jeg er- og istedet have fokus på de gode egenskaber der er ved at være introvert/særlig sensitiv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er så rammende formuleret af dig. Og fuldstændigt korrekt at det er manglende respekt for sig selv. Vi har så mange andre kvaliteter, så hvorfor forsøge, at være noget man ikke er, istedet for at favne sig selv!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fredagskagen: marengskage med mascarponefyld & jordbær