NannaPretzmann.dk
Jeg føler mig lidt fortabt.. sårede følelser & tv.. lidt i en pærevælling

Min usikkerhed er afhængig af materialisme

88f06688-af41-479d-a3d8-7f24277ec35f

Den seneste tid har jeg tænkt en del over mig selv og mine materialiske vaner. For dem har jeg bestemt. Også flere end jeg allerhelst vil være ved. Jeg har tænkt en del over hvorfor og er ligesom kommet frem til, at noget tildels skyldes min indre stemme og følelse af aldrig at være god nok. Jeg forsøger at fylde et tomrum med noget, som egentligt også er tomt. Som giver et hurtigt rus, men egentlig aldrig dækker det egentlige behov.

Jeg ved ikke om det overhovedet giver nogen mening og egentlig synes jeg også det bliver ret personligt og derfor følsomt for mig. Jeg føler lidt, at jeg blotter mit inderste, når jeg skriver, at jeg ikke føler mig god nok. Ikke perfekt nok. Jeg kan ikke leve op til kravene. Men hvis krav er det egentlig, at jeg ikke kan leve op til? Det er jo mine egne latterlige og urimelige krav til mig selv. Jeg er aldrig god nok, pæn nok, en god nok mor eller en god nok kæreste. Jeg er den allerførste til at tale grimt til mig selv. Og når jeg bliver ked af det, forsøger jeg at dække det behov ved f.eks. at købe noget pænt tøj. Forkæle mig selv. I øjeblikket giver det måske en lille lykkerus, men bagefter giver det egentlig bare et større tomrum. Jeg føler mig hverken pænere, bedre eller mere sikker på mig selv. Egentlig får jeg bare dårlig samvittighed over, at have brugt for mange penge på mig selv. Egentligt er det lidt af et hamsterhjul, som jeg ikke helt kender vejen ud af. Selvfølgelig er jeg en del af vejen ved at indse, at jeg forsøger at dække eller kamuflere dybereliggende behov/følelser. Men vigtigst af alt er jeg kommet frem til, at jeg bliver nød til at ændre nogle ting. At jeg bliver nød til at arbejde med det inde i min, som aldrig synes, at jeg er god nok. Det som hungre efter at være perfekt. Det, derinde, som skal erkende, at ingen er perfekte og at det faktisk ofte er det uperfekte i os, som gør os specielle og til dem vi er. Men det er svært. Ligesom det faktisk er sværere end jeg troede, at indrømme mine tanker om mig selv. Faktisk bliver jeg lidt flov. I en tid hvor facade spiller en enormt stor rolle og det perfekte liv giver genklang over de sociale medier, synes jeg, åbenbart at det er svært at indrømme, at min selvværd ligger på et meget lille sted. At de værdier, som jeg gerne vil give videre til mine børn går galt. At selvom jeg i bund og grund ikke synes materielle ting overhovedet er vigtige, går pointen lidt fløjten, når jeg selv bruger dem som sutteklud.

   

8 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg føler mig lidt fortabt.. sårede følelser & tv.. lidt i en pærevælling