En rest kærnemælk? Bag drønlækre & saftige gulerodsboller

At tilgive det, jeg aldrig troede jeg kunne tilgive

Tilgivelse kommer hverken af sig selv eller over natten. Det er overhovedet ikke let. Faktisk er det pisse svært og noget af det jeg har allersværest ved. Jeg har aldrig været let, at komme nær. Murerne omkring mit indre er høje og for mange utilnærmelige. Der findes sikkert mange grunde til, at jeg er sådan. Men det enkelte svar er nok, at jeg altid har haft svært ved det. Selv som barn. Jeg har haft få, men meget nære relationer. Her tænker jeg ikke kærester, men venner og familie. Det med mænd og at lukke dem ind i mit hjerte har altid været ekstra svært. Faktisk er der kun en der rigtigt har formået det. Sådan helt og aldeles. Og når jeg elsker, så elsker jeg for alvor. Jeg kan ikke gøre det halvt. På mange måder er det meget intenst, angstprovokerende og skræmmende, at lade sig opsluge af et andet menneske på den måde. Specielt, når det er anden gang og den anden allerede én gang har knust dit hjerte.

Ligeså ofte, som jeg er blevet spurgt hvordan vi fandt sammen igen, ligeså ofte er jeg blevet spurgt hvordan? Altså hvordan kommer man videre, når alt har været fuldstændigt sønderknust og smadret til ukendelighed. Når tilliden til hinanden er ikke eksisterende. Hvordan går livet videre? Hvordan tilgiver jeg? Hvordan kommer vi videre fra det her?

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det er let, når først man mærker kærligheden boble i maven og det faktum, at vi ikke kunne undvære hinanden. Men det er det ikke. Der er intet ved at tilgive og komme videre, som er let eller har været let. I hvert fald ikke for mig og os. Til tider har jeg været så ulykkelighed, at jeg har følt mig fanget i mit eget skind og fysiske skavanker er kommet til udtryk. En elefant på brystkassen, et hamrende hjerte og panikfølelse i hele kroppen. Jeg har frygtet, at det aldrig ville blive bedre. Jeg har været frygteligt bange. Bange for at miste ham igen, men også bange for at miste mig selv undervejs.

Tilgivelse tager tid. Den kræver accept. Mange tårer og mange, mange lange snakke. Vi har skændtes, råbt og nogle af os har været hysteriske, nok mest mig. Den kombination med at være nyforelskede og at have så meget bagage er lidt af en balancegang. For, som alle andre nyforelskede har vi ikke haft lyst til meget andet end at flette fingre, snave og knalde. Men samtidig har vi haft virkelig mange, lange, tunge og dybe samtaler. Sårede følelser og beskidt vasketøj er blevet svunget over køkkenbordet i flæng. Nogle gange på pænere måder end andre. Men vi vil begge dette her. Vi er opsatte på, at klare det sammen. At andet ikke er en mulighed. Vi er ikke fortiden. Vi kan ikke ændre hvad der er sket. Men vi har begge forandret os og vi jeg kan få det bedste ud af det vi har nu, i stedet for at græde over hvad vi mistede for længe siden og ikke kan ændre alligevel. Det fokus prøver jeg virkelig at holde. Nogle gange lykkes det bedre end andre.

tilgive

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En rest kærnemælk? Bag drønlækre & saftige gulerodsboller