Behov for alene tid - plus 2 måneders gratis Cmore

At se et andet menneske dø

Gå bort, tage sit sidste åndedræt. Jeg har tænkt længe over overskriften, for dø virker så hårdt. Så endeligt. Måske gå bort eller tage sit sidste åndedræt lyder mildere. Mindre hårdt. Mere fredfyldt.

Men døde var jo lige præcist det hun gjorde. For snart to år siden. Min farmor. Alt imens jeg sad hos hende. Med min mor og min bror. Os tre og farmor i hendes sidste stund. Det var fredfyldt og på en måde smukt. Hun var klar til at forlade verden. Jeg græd som pisket, for det lille barn indeni mig ville slet, slet ikke sige farvel. Men noget andet tog over, en del af mig, som jeg ikke vidste fandtes. Jeg fandt en styrke og jeg vidste, at det var det rigtige for hende. At det var tid. Men det var hårdt. Jeg er glad for, at jeg fik lov at være hos hende. Ae hendes hånd og nusse hendes hår. Jeg håber og tror, at hun i det øjeblik vidste hvad hun betød for os allesammen. For hele familien. Alle hendes børn og børnebørn var der nemlig den dag. Og hun var noget helt specielt for os alle. For mig. Og jeg er glad for, at jeg fik lov at have en farmor i så mange år. Hun så mig vokse op, pustede mit knæ og rensede med jod (av!!) når jeg igen og igen skvattede på vejen udenfor deres hus. Hun drak en øl med mig og rullede cigaretter, da jeg blev teenager. Hendes dør stod altid på klem. Hun var en fantastisk kvinde og jeg lærte så meget af hende. Hendes rummelighed overfor andre mennesker, hendes evne til at beskytte og hendes humor. Nuvel hun var jo ikke nogen engel og have også sine svagheder. Men hvem af os har ikke det? 

Da hun døde åbnede mor vinduet, så hendes sjæl kunne flyve ud. Og jeg er sikker på, at hun fløj afsted og idag sidder oppe i skyerne. Ryger en smøg, drikker en øl, griner og har det godt. Med sine brødre, som hun altid delte så mange historier om, og en dag ses vi igen. Men forhåbenligt går der mange år, selvom jeg savner hende og ofte sender hende en kærlig tanke. Jeg er egentlig ikke specielt religiøs, men alligevel finder jeg en trøst i, at det ikke er et endeligt farvel. Det andet er simpelthen for hårdt.

I dagene efter hendes død ramte alt mig hårdere end jeg havde troet det ville. Vi havde jo vidst i måneder hvad vej det gik. Men at vide det og at det skete viste sig, at være to vidt forskellige ting. Jeg må også indrømme, at jeg havde det mærkeligt med at se et andet menneske dø. Det fyldte rigtigt meget hos mig. Hvordan det fyldte kan jeg ikke helt forklare. Men jeg havde aldrig set et dødt menneske før. Set hvordan livet stille og roligt forlader kroppen, hvordan der bliver længere imellem vejrtrækningerne og når den den stopper, efterlader en tom skal. For det er præcis hvad det er. Kroppen er blot en skal. Og den tomme skal er fredfyldt for en stund før den mest af alt minder om voks og slet ikke den, man engang kendte. Men måske stjal den oplevelse på en måde noget af min naivitet. Ikke at jeg ikke allerede vidste, at vi alle skal herfra en dag. På en måde ændrede det bare noget inde i mig. Selvom det var fredsfyldt var det på en måde også grænseoverskridende, at se et andet menneske dø. Et menneske, som man elskede højt. Grænseoverskridende er måske et forkert valg af ord, men i mangel af bedre er det, det som jeg bruger. I virkeligheden er det nemlig meget svært, at sætte ord på det kaos, som fyldte indeni i mig. 

Jeg har længe tænkt på, at dele disse tanker. Men jeg har været bange for at såre nogle i familien. For at træde nogle over tæerne. For selvfølgelig går det tæt på. Og jeg var ikke alene med en oplevelse af den dag og måske var oplevelsen en anden, set med andre øjne end mine. Men dette er min histore. Min oplevelse. Og den havde jeg lyst og brug for at dele. 

   

4 kommentarer

  • Tina

    Jeg kondolere dit/jeres tab.
    Meget smukt beskrevet.
    At sige farvel til sine kære er utroligt svært.
    Jeg har mistet hel min familie, så har selv stået i den situation.
    Men dø er det eneste vi med sikkerhed ved vi skal i denne verden, så døden er naturlig.
    Vi lod vores børn være med da vores farmor døde, så de fik et naturligt forhold til døden.
    Du må skabe et mindested til dine kære.
    Det har vi herhjemme og det trøster og giver ro i sjælen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • far

    Kære Nanna
    Det beskriver alt præcist som det var og føltes

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Behov for alene tid - plus 2 måneders gratis Cmore