Oreo brownie med skumfiduser og Oreo frosting

Feeling blue

Tiden flyver og endnu engang er det alt for længe siden, at jeg har opdateret herinde. Siden vi tog beslutningen om et år i Vilnius har vi rendt rundt som tossede for, at blive færdige. Med beslutningen har fulgt en masse praktisk og vi er nu nogenlunde i mål med at gøre huset klar til udlejning via Airbnb. Dog lader de sidste detaljer vente sig og da de er lidt uden for vores rækkevidde har vi været nød til at tage en beslutning. Arbejdsopgaverne hober sig op i Vilnius og det fungere ganske enkelt ikke, at arbejde på afstand. Derfor tager jeg afsted mandag formiddag. Ungerne og Dan følger trop, så snart de sidste detaljer er på plads. Men datoen kender vi endnu ikke.

Jeg har kun en gang tidligere været væk fra ungerne i længere tid. Dengang i 6 dage. Til min fars bryllup i Afrika. Og jeg må altså indrømme at det giver mig særdeles våde øjenkroge og ondt i maven, at tænke på, at sætte mig på den flyver. Uden dem. Jeg håber det lykkes mig at fokusere på arbejde og at gøre vores nye hjem til vores inden de kommer, og ikke gå helt i spåner. For  helt ærligt, så er det jo ikke drømmescenariet, at rejse i forvejen. Men det er nu engang sådan det er og jeg må prøve at få det bedste ud af det!

I dag har jeg krammet min mor og min Erik på gensyn og det var hårdt. Min mor og jeg er ret tætte og ses ofte. På gensyn denne gang var uden at vide hvornår vi ses næste gang. Turen hjem fra hende var ærligt med en klump i halsen og tårerne løbende. Pludselig føles det hele så virkeligt og en smule uoverskueligt. Indtil nu har eventyret og de eventyrlige følelser fyldt langt mere. Nu hvor afrejsedatoen, uden børn, nærmer sig har jeg ondt i maven og er pludselig nervøs for alting. Især savnet og vores tætte familie. 

Forstå mig ret. Vi har ikke fortrudt vores beslutning et eneste sekund. Vi glæder os. Og med tilvalg kommer også nogle gange fravalg. Som f.eks. at ha’ familien lige rundt om hjørnet og lige nu fylder de mørke tanker bare lidt mere end godt er, hos mig. Jeg føler, at jeg går i en osteklokke. Føler, at jeg burde nyde nu’et mere. Være mere i nu’et. Men mine tanker stikker hele tiden af og jeg har svært ved at falde til ro. Jeg er følsom og gråden siddet hele tiden i halsen. Jeg er måske bare bange for det ukendte?

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Oreo brownie med skumfiduser og Oreo frosting