Jeg er på vej hjem...

På vej den anden vej…

Endnu engang sidder jeg i lufthavnen og hamre i tastaturet. Det er få dage siden, at jeg sidste delte, men alligevel føles det allerede, som om der er gået hundrede år. Meget er sket og mange tårer er grædt.

Det har været hårdt og det er hårdt atter engang, at rejse imod Vilnius. Jeg savner min egen hjemmelavede lille familie – men det er også hårdt, at efterlade resten af min familie i Danmark. De sørger. Jeg søger. Og jeg savner dem allerede. På en måde føles det helt forkert, at lade landegrænser adskille os atter igen. Men det er nu engang sådan det er og selvfølgelig glæder jeg mig også til at komme hjem, til mit andet hjem. Der er bare den der knude i maven, som ikke vil gå væk. Pludselig føles det ikke helt så rigtigt, at bo så langt væk fra dem, som jeg elsker.

At træde ud ad den beskyttende bobbel i min mors hjem og rejse ud i den virkelige verden igen. Jeg er ikke sikker på at jeg er helt klar. Jeg er splittet indeni. Pludselig føles Vilnius, så langt, langt væk. 

Måske var beslutningen om at flytte helt forkert? Måske føler jeg det i øjeblikket, fordi det er svært at rejse væk fra min familie, selvom det er hjem til min hjemmelavede familie? 

Lige nu aner jeg det ikke og ærlig talt er jeg så følelsesmæssigt udmattet, at det føles som om jeg ikke har sovet i hundrede år. Jeg er træt helt ind i mit inderste. Helt ind i knoglerne. Helt. Og. Aldeles. Udmattet.

Jeg havde måske håbet eller troet, at bisættelsen ville ændre noget inden i mig. Men mest af alt efterlod den et hul og ikke helt en afslutning. Eller accept for den sags skyld. Det er og var stadig alt for tidligt.

Bisættelsen var hård, men også smuk, uden tvivl. Måske er det hele også blot så nyt, at jeg stadig ikke helt ved hvilket ben, som jeg skal stå på. 

Det er hårdt, at se dem man holder allermest af sørge og ikke kunne lindre smerten. Og hårdt at rejse fra dem midt i det hele.

Landal het land van bartje

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er på vej hjem...