Når lejere er nogle svin..

At lave en underretning..

Af en eller grund kom det helt og aldeles bag på mig, at gårsdagens indlæg kom til at handle en del om underretningspligt. Jeg har ellers fået indtrykket af, at det ikke er noget man taler højt om i vores kultur. Det der med at lave underetninger.

Måske skyldes det, at jeg kommer fra landet. Der hvor man ikke stikker næsen i andres sager, blander sig udenom hvad naboen laver, uanset om det så er at banke konen og ungerne, men stadig sladre om det. Det er måske sat en smule på spidsen og alligevel indeholder det en del sandhed.

Jeg finder det selv enormt grænseoverskridende, at “blande mig i andres sager”, som en underretning jo tildels føles som. Men faktum er jo, at vi alle har underretningspligt. Er vi bekymrede for et barn eller en ung er det vores pligt, at kontakte myndigheder. Selvfølgelig er det, det havde jeg også nær sagt. For hvis børn har brug for hjælp burde ingen af os jo tøve med at foretaget et opkald eller sende en e-mail. Det er simpelt for os, men kan betyde en del mere for dem, som måske sidder fast i en ulykkelig situation!

Vi lavede en underretning morgenen efter vi opdagede husets stand. Vi vidste med det samme, at vi blev nød til det. Knuderne i vores maver voksede og voksede. Men vi sov alligevel lige på det og “samlede mod”. Vi havde brug for samle vores tanker og være sikker på, at det ikke handlede om vores egen vrede, men faktisk oprigtig bekymring for børnene. At vi gjorde det af de rigtige årsager! Det lyder måske underligt, men følelserne vælter bare rundt i kroppen, når man opdager den stand på sit hus. Vrede, bekymring, opgivelse og håbløshed. Alt i en pærevælling. Og vi er jo ganske klar over, at anmeldelsen kan blive betragtet, som et “forsøg på hævn”. Og at den selvfølgelig ikke blive velmodtaget hos dem vi underretter om, at de kan regne ud hvor den kommer fra og vi ønsker jo ærlig talt ikke “ballade”. Vi har jo nok i vores eget.

Men alt det pladder blev vi altså bare nød til at ligge til side. Det handler jo slet ikke om os og om vi synes det er svært og grænseoverskridende – men om børn og en familie, som måske/måske ikke har brug for hjælp. Og der er ingen undskyldning for, at undlade at gøre noget.

Jeg pudser ikke glorien. Alle kan havne i en uoverskuelig situation, hvor der er brug for hjælp eller måske blot et skub tilbage i den rigtige retning, for at komme tilbage på sporet. Det ved vi!!

Men hvorfor er det så, at den første indskydelse jeg fik, var at stikke hovedet i busken og blande mig udenom?!

 

 

7 kommentarer

  • Tina

    Her i landet blander vi os helst ikke og i mange forhold skal vi heller ikke.
    Men hvis børn lider nød af den ene eller anden årsag og vi er sikre på, at børnene lider, ja så skal vi indberette, det er vores pligt.
    Jeg ved ikke om I har spurgt ind til årsagen?
    For måske er en syg, gået ned med depression eller sådan og i Danmark får man faktisk ikke rigtig hjælp.
    En underretning kan betyde at de fjerner børn og hvad nu hvis forældrene var syge, mistet job, gået i et sort hul!!!!
    Men I har jo tænkte det grundigt igennem og I har set det med egne øjne.
    De bliver nok triste, men vi kan håbe de og børnene får den hjælp de har brug for.
    Håber I kommer jer over oplevelsen, det tager tid.
    Pas på jer og en god søndag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • En underretning betyder langt, langt fra, at man mister sine børn. Vi skal ud i nogle andre ekstremer førend tvangsfjernelse overhovedet kommer på banen, tænker jeg. Men uanset hvad, så forsøger vi ikke at sparke til nogen, som allerede ligger ned. Men at sende dem en håndsrækning i form af hjælp fra kommunen. For først og fremmest må vi tænke på børnene. Uanset hvad forældrene kæmper med, skal de jo ha’ det godt ☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andrea

    Tina, ikke helt rigtigt. En underretning skal også ses som en hjælp. Det er ikke givet at børnene bliver taget fra deres forældre. Men kommunen bliver opmærksomme på en uholdbar situation og vil støtte op om familien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maeyken

    Selvfølgelig er det grænseoverskridende at skrive en underretning, fordi man netop føler at man blander sig. Men det er det rigtige at gøre.
    En underretning fører ganske sjældent til anbringelse, vi har mange forebyggende foranstaltninger til familier der har det svært -det er selvfølgelig enhvers skræk, men som jeg plejer at sige på arbejdet, så er det altså ganske få sager der bliver til anbringelser.
    Vi modtager underretninger fra udlejere som antræffer deres bolig som du beskriver -og det giver bestemt anledning til at undersøge familiens og børnenes forhold, men det vil ikke sige at det bliver som alle frygter.
    Kh familie rådgiver 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dejligt, at du skriver Maeyken 🙂
      Det er vanvittigt grænseoverskridende, men jeg hviler godt i beslutningen. Tror det var den rigtige!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maeyken

    Selvfølgelig er det grænseoverskridende at skrive en underretning, fordi man netop føler at man blander sig. Men det er det rigtige at gøre.
    En underretning fører ganske sjældent til anbringelse, vi har mange forebyggende foranstaltninger til familier der har det svært -det er selvfølgelig enhvers skræk, men som jeg plejer at sige på arbejdet, så er det altså ganske få sager der bliver til anbringelser.
    Vi modtager underretninger fra udlejere som antræffer deres bolig som du beskriver -og det giver bestemt anledning til at undersøge familiens og børnenes forhold, men det vil ikke sige at det bliver som alle frygter.
    Kh familie rådgiver

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når lejere er nogle svin..