Simpel opskrift på lækkert julebrød

Ham & mig – hele historien kogt ned

Jeg fornemmer, at Dans og min historie til tider skaber en del forvirring. Senest, da jeg delte hans frieri på min fødselsdag. Og det kan jeg da egentlig godt forstå – især hvis man ikke har fulgt med fra start. Så i dag tænker jeg, at jeg tager jer med fra start. Fra den dag vi mødtes, fertilitetsbehandling til tvillingernes fødsel, til lillesøster kom til, til skilsmisse og ikke mindst genforening.

Dan og jeg startede vist mest af alt, som en engangs ting, som altså ikke kun blev til netop det, dengang vi mødtes i Jomfru Ane Gade for knap 11 år siden. Engangs tingen gentog sig i hvert fald flere gange om ugen i det meste af et år, før vi endelig kaldte os kærester. Det tog os lidt længe, at få den del på plads og forstå, at vi altså slet ikke kunne eller skulle undvære hinanden.

Derefter gik der ikke længe, før vi flyttede sammen i min lejlighed. Vi nød hinanden, at rejse og tosomheden i et par år før mine æggestokke for alvor begyndte at slå knuder. Jeg var all-in på operation baby. Dan delte måske ikke helt min entusiasme fra start og skulle lige sluge kamelen så at sige. Men der gik nu ikke længe før han var med på operation baby. Fordelene ved de indledende øvelser kunne han jo snildt se!

I mellemtiden flyttede vi på landet. For det føltes rigtigt, at tage det skridt. Vores børn skulle jo vokse op på landet, som vi selv havde gjort. Det viste sig dog, at de børn lod vente på sig. Der skete ikke en flyvende fis og efterhånden blev jeg mere og mere bedrøvet og bekymret ved det månedlige besøg af tante rød. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ikke bare ville lykkes i første hug (haha). Efter et års tid bestemte vi os for et besøg hos lægen, som sendte os videre til udredning. Vi blev tilknyttet Dronninglund, hvor vi nogle måneder senere opstartede fertilitetsbehandling med alt hvad det indebærer. Hormoner i lange baner, stikke sig selv i maven og dybt ulykkelige følelser. Det slog hele min verden i stykker, at jeg pludselig ikke vidste om børn reelt var en mulighed. På en eller anden måde føltes det, som om, at min fremtid blev stjålet og jeg ikke kunne gøre en flyvende fis, andet end at kigge på. Det var en kæmpe sorg. Og det var nok også her, at der første gang gik noget i stykker imellem Dan og jeg. Vi kommunikerede simpelthen ikke ordentligt sammen. Set i bakspejlet that is. Dengang tænkte jeg ikke på andet end babyer og mig selv og mine sårede følelser.

Og jeg blev da også gravid. Med tvillinger. Og lykken var gjort. Omend det var en hård graviditet, hvor jeg brugte den sidste måned indlagt på Aalborg Nord, endte med akut kejsersnit og for tidligt fødte tvillinger. Vi var lykkelige, da vi første gang fik vores skattebasser stukket i armene. Overvældet og lykkelige. For de var lige som de skulle være og ved et trylleslag føltes det som om, de altid havde været ved os. Og i en lang periode var vi stærke sammen. Trætte, men stærke. Sådan nogle tvillinger sover jo ikke nødvendigvis samtidig og selvom jeg ikke ville være det foruden, så var det en skide hård periode. Med dobbelt bleskift og fodringer, men så sandelig også dobbelt op på kærlighed og lykke. Når jeg tænker tilbage, haltede vores kommunikation stadigvæk. Vi fik simpelthen ikke talt om de svære ting! Men gik istedet og tumlede med tingene for os selv.

På min fødselsdag efter tvillingernes fødsel friere Dan og året efter blev vi gift – dagen inden min fødselsdag. Ved et surprise bryllup for vores familie.

Omkring den tid besluttede vi, at det var tid til en mere. Igen set i bakspejlet, så aner jeg simpelthen ikke hvordan vi kunne have overskud til det, på det tidspunkt. Men det kunne vi og da tvillingerne var 2,5 kom deres lillesøster til verden. Igen en stor lykke. Tænk sig, at være så heldig at få tre, når man få år forinden begyndte at tro på, at børn slet ikke lå i kortene. Med lillesøster kom dårlig søvn, træthed og  udmattelse. Ikke som lille baby. Der sov hun fantastisk fint. Men da hun blev ældre havde hun en lang periode, hvor hun maks sov 15 minutter ad gangen. Og egenligt var det nok her, at det blev tydeligt, at års mis- og manglende kommunikation sætter sine spor.

Vi talte ikke længere sammen. Vi var ikke kærester mere. Vi var der bare. Vi holdte op med at prøve. Faktisk kom vi vel til et punkt, hvor vi ikke engang kunne holde ud at kigge på hinanden og da slet ikke knalde. Vi havde mistet “os” og ingen af os kæmpede for det “os”. Det blev for svært. Der var alt for meget usagt og sagt og alt for meget bitterhed og nag imellem os. Når jeg kiggede på ham, så jeg ham ikke mere. Jeg ved ikke om det giver mening – men den Dan, som jeg elskede så højt, så jeg slet ikke. Jeg kunne ikke se ham. Jeg gav op. Følte konstant at jeg ikke havde energi til at holde mig oven vande mere, at jeg var ved at drukne.

Vi blev skilt. Og det var hverken særlig lykkeligt eller særligt pænt. Vi talte stadig ikke sammen. Mest råbte vi. Luften var tyk af alle de usagte ting og følelser. Men vi kunne samarbejde omkring børnene, for det skulle vi kunne.

Og sådan gik et halv år, hvor jeg var i dyb sorg. Sorg over at have mistet min familie. Sorg over, at det ikke blev, som jeg håbede. Og så havde jeg så intens en vrede i mig, at den nok nærmest mindede om had. Jeg har skrevet en helt del skilsmisse indlæg, som du kan dykke ned i, hvis du har lyst. Mit hjerte gjorde så ondt dengang, at jeg stadig kan have svært ved at tænke tilbage på det. Men føljetonen af sårende følelser, har jeg samlet nedenfor til dig.

Ungerne og jeg flyttede til Aalborg og Dan blev i vores hus. Midt i  historien glemte jeg at fortælle, at vi lejede vores gård ud og istedet flyttede i villa.

Som tiden gik blev vores forhold lettere. Vi begyndte at tale sammen igen. Ikke om os. Han spiste aftensmad hos os på skiftedage og en dag kunne jeg jeg pludselig se glimt af ham igen. Se ham som jeg elskede. Det gik op for mig, at følelserne ikke var væk eller erstattet med vrede. De havde forputtet sig. Gemt sig så godt, at jeg slet ikke kunne finde dem. Heldigvis havde han det på samme måde.

Vi startede vores forhold med parterapi – for at undgå at ende i samme fælde. Og det har taget længe at nå alle de års miskommunikation og sårede følelser til livs. Mest for mig. Der er blevet talt, råbt og skreget en del. Alle sårene er blevet pillet op og endevendt. Det har været hårdt, men til gengæld er vi stærkere end vi nogensinde har været før.

Dans hus blev solgt og han flyttede ind hos pigerne og mig i Aalborg. Gården lejer vi ikke ud mere. Lejerne splittede den helt og aldeles af og den er nu ved at blive sat i stand. Og tanken om igen at flytte derud, på landet, lokker faktisk mere end vi lige havde troet.

Men lige nu bor vi i Vilnius, hvor vi begge arbejder deltid og også hjemmeskoler vores børn. Og mon ikke vi snart skal giftes… Igen..

 

Føljeton:

Skilsmisse #2

Skilsmisse #3

Skilsmisse #4

Skilsmisse #5

Skilsmisse #6

Skilsmisse #7

Skilsmisse #8

Skilsmisse #9

Skilsmisse #10

Skilsmisse #11

Skilsmisse #12

Skilsmisse #13

Skilsmisse #14

Skilsmisse #15

Skilsmisse #16

Skilsmisse #16

Skilmisse #17

Skilsmisse 18

 

 

4 kommentarer

  • Tina

    Glædelig 17.december til du og dem du selvfølgelig ikke kan undvære for noget i verden:-)
    Så fin en beskrivelse og dejligt det endte godt igen det hel og I har jo ken bedre endnu i sigte:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Hej.
    Jeg har lige læst hele jeres histore plus de mange indlæg. Hvilken parterapeut brugte i?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Simpel opskrift på lækkert julebrød