De lækreste squashbrud

Hjem til DK… Samt status på fertilitetsbehandling

Så gik der endnu engang lidt tid, uden et kvæk fra mig. Jeg har simpelthen haft for travlt til at klemme bloggen ind også. Den seneste uge har stået på marketings konference i London og en menstruation, som meldte sig lidt tidligt. Det betød, at de flybilletter vi havde bestilt hjem til Danmark, pludselig lå for sent. Vi troede ellers vi havde sikret os, da vi bestilte dem, men moder natur snød os dæleme. Så jeg måtte bestille en ny til mig selv dagen inden, at de andre rejser. Det vil sige, at jeg tirsdag morgen hopper på flyet med kurs mod Danevang, imens de andre følger trop onsdag! Det gnaver altså i samvittigheden, at jeg endnu engang rejser fra ungerne. Vi bruger alt for meget tid fra hinanden lige nu og det fungere simpelthen ikke for dem eller mig, for den sags skyld. Men mere om det en anden gang!

Onsdag står den for mit vedkommende på en scanning, for at se hvor langt jeg er i min cyklus og muligvis fastsættelse af dato for ægoplægning. Men alt er jo stadig usikkert. Vi risikere, at jeg allerede er for langt i cyklus, når jeg scannes. Men altså også det hårdere faktum, at æggene måske ikke overlever, at blive optøet. Der er ingen garantier for, at vi overhovedet får et forsøg. Selvom jeg håber – sådan helt ned i maven.

Jeg kan godt mærke, at processen allerede tager lidt hårdere på mig end forventet. Eller måske har jeg blot en snert af en vinterdepression. Jeg kæmper lidt med mit humør samt mit energiniveau. Jeg føler mig trist og opgivende uden helt at kunne forklare hvorfor. Det synes jeg er en smule hårdt, når man normaltvist er ret positiv af sind og natur. På en eller anden måde er jeg også lidt vred. Ligesom en vrede, som lurer lige under overfladen. Det gør mig irriteret og kortluntet. En version af mig selv, som jeg egentlig ikke bryder mig specielt om. Og således giver det mig mulighed, for at slå mig selv lidt i hovedet med, hvorfor jeg dog skal være sådan en hængemule og på den måde fortsætter det hele ligesom i en ond cirkel. Det er frusterende og opslidende, at have det sådan før vi overhovedet er gået i gang!

Jeg tror selv, at jeg er bange. At min krop går i en slags autopilot og nærmest en panik. Den har prøvet gamet før. Ved at det er hårdt, at det måske ikke lykkes, at den udsættes for mindre rare ting. Det er ligesom om, at kroppen husker og på en måde ikke har fået bearbejdet det ‘traume’, som det var for den, at være i behandling. Jeg ved ikke om det lyder fuldstændigt tosset?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De lækreste squashbrud