Testmonsteret er tilbage...

Hvor langt vil vi egentligt gå?

Jeg forsøger virkelig, i dette forsøg, ikke at forvandle mig til den, som kun kan tænke graviditet og teste døgnet rundt. Det med at teste går selvsagt ikke specielt godt. Jeg har testet, som en gal. Alle med samme resultat. Negativ! Og min tanker kredser igen og igen om det faktum, at jeg virkelig håber på en graviditet. Ikke på samme måde, som dengang vi slet ikke havde børn. Men jeg kan mærke, at det alligevel er en sorg for mig. Efter, at jeg har sagt det højt og efter, at jeg har tilladt mig selv, at mærke efter helt inde i hjertet. Det er en sorg, ikke selv at kunne bestemme om familien skal udvides. Det er en sorg, for mig, at det måske ikke lykkes.

Jeg får lyst til at kravle under dynen, gemme mig og have skide ondt af mig selv. Ikke, at det hjælper en flyvende fis. Jeg har bare enormt svært ved at være i mig selv og mine følelser. På den ene side, synes jeg faktisk selv, at jeg er ganske forkælet. Jeg har tre børn og så tuder jeg over, at det måske ikke bliver til flere. På den anden side, ved jeg jo, at drømme og ønsker ikke altid hænger sammen med hvad man allerede har. Og ikke har en skid, at gøre med, om jeg værdsætter hvad jeg allerede har. For selvfølgelig gør jeg det. Jeg elsker jo ikke mine børn mindre, fordi jeg drømmer om et mere. Mine drømme for fremtiden er måske bare ikke realistiske. Og den fremtid er bare ikke kun i mine hænder.

Og hvor langt vil vi egentlig gå, for et barn mere? Et spørgsmål, som jeg blev stillet på Instagram, for nogle uger siden. Jeg er ikke sikker på, hvad svaret er. Vi hænger stadig i med det sidste desperate håb om, at testen imorgen er positiv. Men min logiske hjerne, har altså lidt opgivet det og tror ikke på det længere. Og hvad så nu? Lader vi det være med det? Eller kaster vi os ud i et længere forsøg med tonsvis af hormoner, æg groning, ægudtagning, ægoplægning osv. I håbet om at det måske lykkes. Og hvor meget må det påvirke vores hverdag? Vi har jo også tre små kopier, som ikke skal “lide” i det her. For om vi vil det eller ej, så påvirker det jo både krop og psyken en helt del, når man er i fertilitetsbehandling. Jeg ved det ikke. Faktisk aner jeg det ikke og jeg skifter mening nærmest hvert sekund.

 

8 kommentarer

  • Tina

    Så smuk du er i den kjole 🙂
    Lad tiden vise hvad I skal vælge og hvad I føler for.
    Det er klart du føler dig lidt lost og har hang til at ændre mening.
    Jeg krydser for jer og ellers op på hesten igen, men i et roligt tempo 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Det er muligt det er lidt forkælet, men det er jo et ønske ellers var I slet ikke gået igang.
    Jeg kender så meget den følelse af st det ikke er selvvalgt.
    Datteren blev til ved iui efter en ma og dernæst 1,5 års ventetid… men hende har vi da.
    Siden har jeg haft en graviditet udenfor livmoderen – det betød at højre æggeleder og den datteren blev til ved desværre måtte gå.
    Den venstre er her 6 måneder efter også fjernet fordi den var defekt og hvis miraklet skete ville det formentlig være til gul igen. Her finder man så ud af at jeg mangler venstre æggestok så nu jar jeg kun 1 æggestok og en livmoder. Jeg ved det er nok men hormoner er hårde og betyder ikke nødvendigvis succes i 1. Forsøg så måske strander min drøm om 2 børn på min skønne datter. Drømmen er der så der vil naturligt være en skuffelse hvis ikke det kan lade sig gøre og man nyder da heldigvis dem/den man har under alle omstændigheder ❤️
    Jeg håber lykken tilsmiler jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Kære Nanna, jeg synes hverken det er forkælet eller egoistisk at ønske sig flere børn. Hvis der er plads i hjertet og i familien, så er det vel en skøn tanke. Jeg synes du så flot beskriver de frusterende tanker det må være at have det sådan, samt de modsatrettede følelser over at gå endnu et fertilitetsforløb igennem og hvilke omkostninger det må have ikke mindst for dig, men også din familie💕 kuns til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise Brauner

    Du har først krydset min vej, for kort tid siden. Jeg har læst dine indlæg siden og fulgt dine tanker om fertilitetsbehandling. For os tog det 5 år at få vores dejlige Viggo. Jeg gjorde det gerne igen. Børnene skal ikke deles om din kærlighed….din kærlighed fordobles for hvert barn ❤ Det er på ingen måde egoistisk, det er en menneskeret. Ønsket kan være så stort og jeg håber det vil lykkedes for jer. Det gjorde det for os og jeg vil gå igennem det samme igen, fordi den gave at få et barn, er så dyrebar. En gave i en ikke så pæn indpakning, men indholdet er uvurderligt ❤ Lise

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Testmonsteret er tilbage...