Dagligdag – Nanna Pretzmann

Genbrugsjul og genbrugsgaver

  Det kommer nok ikke som et større chok, at vi ikke går gaveamok. Hvis du har fulgt med i mit univers her på domænet har jeg tidligere skrevet en del om at skære ned på forbruget og give genbrugsgaver. Så genbrugsgaver har vi altså givet i flere år. Især til egne børn, som slet ikke bemærker den slags. Sådan har det nemlig altid været og de er da også ofte med i genbrugsbutikker, hvor mange af vores spil, bøger og puslespil købes. Legetøj og tøj køber vi i øvrigt også gerne der. Udvalget er så fint og jeg ser ingen grund til ikke at tænke på både pengepung og miljø og købe brugt. Vi gentager selvfølgelig succesen med brugte...

Mit job i Vilnius

Jeg synes egentligt, at jeg i flere omgange har fortalt om mit arbejde i Vilnius, men måske er det blot inde i mit hovedet det er foregået. Det kunne mængden af spørgsmål på Instagram, hver gang at jeg rejser afsted, i hvert fald godt tyde på. Og det overrasker mig nu egentlig ikke. Det ville ikke være første gang, at det skete for mig. Men tilbage på sporet, så skal det idag handle om mit job. Det, som jeg har hver dag, men altså en gang om måneden gør, at jeg rejser til Vilnius. For at sige det ganske kort, så er jeg Social Media Manager. En lidt længere forklaring på dette er at jeg varetager en række restauranters tilstedeværelse...

Et hidsigt spektakel som sin mor

“Du minder om din mor” er en sætning vores ældste datter forholdsvis ofte må trækkes med. Og det er altså ikke møntet på udseende, men ren og skær personlighedstræk. Bevares barnet er da helt sin egen, præcis som hendes mor er det. Men jeg må nu nok alligevel sande, at der er noget om snakken. Hun er nemlig præcis lige så stædig og damp-ud-ad-ørene hidsig, som sin mor. Vi kan begge råbe misundesværdigt højt og trampe afsindigt hårdt i gulvet i arrigskab. Heldigvis er det mest af det ene hankøn i huset. Vi er nemlig enormt bevidste og meget enige om, at vi aldrig nogensinde tager fejl om noget som helst. Og gør vi det, så indrømmer vi det aldrig,...

Nogen græd ved frisøren

Og når jeg siger nogen, så mener jeg selvfølgelig mig. For ja, jeg græd, da jeg var ved frisøren i torsdags. Fordi jeg hadede mit nye hår og hvor mørkt det var. Eller måske græd jeg mest over bristede drømme – i hvert fald var det en noget uventet reaktion fra min side, som muligvis også har lidt at gøre med en negativ test og lidt for mange hormoner, som suser rundt i kroppen. Men fred være med det. Når tårene kommer, så kommer de. Sluserne åbnede iøvrigt igen, da jeg kom hjem og Dan skulle se mit nye hår. Jeg kastede mig ganske dramatisk i favnen på ham, da han komplimenterede mig, og græd salte tåre i stride strømme!...

Når man bare ikke gider se tante rød

Så kom hun. Hende, som vi håbede hverken at se eller høre noget fra i hvert fald de næste 9 måneder. Men sådan skulle det ikke gå. Selvom hun ikke ligefrem var inviteret til festen, så bragede hun ind ad døren igår uden hensyn til de braste drømme hun havde med i hånden. Tiltrods for, at jeg i de tidlige morgentimer havde testet og faktisk fik en spøgelses positiv. Du ved, en af dem, med en meget, meget svag positiv, men altså en positiv streg! Det var selvfølgelig alt for tidligt, at teste. Men testmonsteret fik det bedst af mig, som sædvanligt. Faktisk testede jeg også dagen før, hvor testen også havde en svag positiv streg. Men jeg har temmeligt...