NannaPretzmann.dk

Forresten da også #34

Er der altså stadig liv i mig. Vi er blot ualmindelig meget ramt af sygdom i vores lille familie. Mest børnene. På skift. Men her til aften gik alle tre i seng uden feber. Jeg krydser fingre for, at vi vågner på samme maner i morgen tidlig. er jeg vildt ærgelig over, at jeg måtte aflyse min body-sds aftale i går. Havde glædet mig afsindigt til at få løsnet op i kroppens følelses spændinger og reaktioner. Men jeg har altså en tid igen i næste uge. Igen krydser jeg fingre for feber-fri børn. Arbejder jeg på min bachelor. Jeg satser på, at være færdig inden jul. Som i inden d. 22, hvor vi hopper på flyet mod Litauen, for at...

Hånden op, hvis du er den perfekte rollemodel..

Igår pyntede vi juletræet. Vi brugte dagen hjemme, børnene og jeg, da vi igen var feberramte. I løbet af formiddagen ringede postmanden på. Det var vores nye juletræ. Vi satte træet op og blev enige om at pynte det, når deres far kom hjem. Egentlig ved jeg jo godt, at at er super svært for dem at være tålmodige, og vente, når først katten er ude af sækken. Det medførte en del spørgsmål i løbet af dagen og udviklede sig til en irriteret mor, der vist havde glemt hendes rummelighed et andet sted. I hvert fald fik jeg sagt noget med, at vi slet ikke skulle pynte juletræ, hvis de blev ved med at plage. Måske ikke mit pæneste øjeblik, men...

Min usikkerhed er afhængig af materialisme

Den seneste tid har jeg tænkt en del over mig selv og mine materialiske vaner. For dem har jeg bestemt. Også flere end jeg allerhelst vil være ved. Jeg har tænkt en del over hvorfor og er ligesom kommet frem til, at noget tildels skyldes min indre stemme og følelse af aldrig at være god nok. Jeg forsøger at fylde et tomrum med noget, som egentligt også er tomt. Som giver et hurtigt rus, men egentlig aldrig dækker det egentlige behov. Jeg ved ikke om det overhovedet giver nogen mening og egentlig synes jeg også det bliver ret personligt og derfor følsomt for mig. Jeg føler lidt, at jeg blotter mit inderste, når jeg skriver, at jeg ikke føler mig...

Jeg føler mig lidt fortabt.. sårede følelser & tv.. lidt i en pærevælling

P.t. føler jeg lidt, at jeg står i stampe, når det kommer til min lille firkant af cyberspace. Efter Dan og jeg igen har slået spjalterne sammen og hverdagen pludselig er lidt mere overskuelig. Travl, men ufattelig nem, sat i kontrast til nøjagtig samme tid og sted sidste år, føler jeg måske ikke altid jeg har noget at bidrage med. I en lang periode brugte jeg bloggen, som min lille ventil. For at lukke noget af alt sorgen ud. Jeg følte mig, midt i menneskemængden, så alene i den situation jeg stod i. Og det hjalp at skrive det ud. I lod mig vide, at jeg slet ikke var så alene endda og det varmene. Men hvordan finder jeg mit...

Til kamp mod vinter hud: børneeksem & tørre skinneben

Vinteren er efterhånden kommet og med den følger enormt tør hud. I hvert fald hos mig. De faldende grader medføre straks stigende tør hud. Mine skinneben er, som sædvanligt specielt hårdt ramte. Smøre jeg dem ikke ligner det faktisk nærmest, at jeg har skæl lignende hud eller blot er ved at skifte ham. Men jeg er ikke den eneste i husstanden, som er ramt af irriteret hud. Jeg har tidligere delt lidt om den ene tvillings børneeksem. Dengang håbede jeg, efter en periode uden, at det for alvor var væk. At hun var vokset fra det. Det var altså ikke tilfældet alligevel, omend det kom i noget mindre omfang end tidligere og denne vinter har det faktisk lykkedes os at...
Older posts