Midt om natten.. I Orlando..

Kl er 2.09 og jeg ligger i dobbeltsengen på Rosen In. Vi ankom for et par timer siden og jeg burde egentligt for længst sove. Det har været en lang rejse, Aalborg, Amsterdam, Detroit, Orlando, men den er gået over alt forventning. Ungerne har taget det i stiv arm og faktisk været overraskende blide i deres udfoldninger på trods af sovetider, som i den grad er blevet overskredet og rykket rundt med. Det er skønt. Om det skyldes, at vi har tålmodige unger, at de altid har været vant til at rejse med os eller noget helt tredje ved jeg ikke. Men jeg ved at det er gået fremragende og at selv en reservation, på hotellet, som kunne betyde vi...

Hvad er så din plan, efter endt uddannelse?

Jeg er blevet spurgt lidt til, hvad jeg så skal nu. Altså ment i den forstand, at jeg nu er færdiguddannet pædagog. Og svaret i den retning er egentligt ganske simpelt. Jeg har nemlig ikke tænkt mig at søge et pædagogisk job. I hvert fald ikke lige nu. Det kommer måske på et senere tidspunkt. For nu er planen egentlig stadig, at jeg er den der arbejder mindst og bruger mest tid med ungerne. Giver dem korte dage og står for langt de fleste praktiske ting. Sådan som jeg godt kan li’ det. Jeg er ikke et ambitiøst menneske, når det kommer til karriere. Faktisk langt fra. Familieliv er langt vigtigere for mig og her, hvor jeg allerhelst har størst...

Mit pretty woman øjeblik..

Lørdag morgen startede som så mange andre med børn, som vågnede ganske tidligt. Dan stod op med dem og jeg fik lov at blunde lidt videre, indtil jeg væltede ud af sengen for at slå et smut forbi frisøren. Mit pandehår gik efterhånden til under næsen. Okay, okay overdrivelse fremmer måske forståelsen, men det var begyndt at skille på midten og mine spidser havde ærlig talt også set bedre dage. Det blev fikset og jeg traskede hjem igen og følte mig ganske godt tilpas. Nyklippet hår er altså en fornøjelse. På vejen købte jeg lige en flaske Asti med fra Rema. Den der eksamen skulle jo fejres, tænkte jeg. Og det samme havde Dan altså også tænkt. Han havde nemlig...

Jeg overlevede.. Og gjorde det sgu..

Jeg sidder i skrivende stund i sofaen. Med et feberbarn i skødet. Dem har vi i øvrigt to styls af her til aften. Altså feberbørn. Trætheden har totalt overmandet mig. Jeg har brugt uanede mængder energi på, at være nervøs og frygte min bachelor eksamen idag. Måske spiller varmen fra den tændte brændeovn også ind. Jeg er virkelig træt helt ind til benet. Men jeg gjorde det. Jeg gik ind i eksamenslokalet, leverede og bestod. Jeg kan nu kalde mig pædagog. Jeg er både virkelig lettet og stolt af, at jeg endelig fik færdiggjort den uddannelse, som jeg påbegyndte inden jeg blev nogens mor. Omend nogle detaljer gjorde at jeg ikke helt fik den ønskede karakter. Jeg har meget høje...

Hvordan turde du, at give det en chance mere?

Er også et spørgsmål, som jeg ofte får. Svaret er simpelt og alligevel slet ikke. Men fordi jeg ganske enkelt ikke kunne lade være. Fordi det føltes, som det mest forfærdelige i hele verden, at være et sekund mere uden ham. Fordi han er min anden halvdel. Min bedste ven. Fordi han forstår mig allerbedst i hele verden og samtidig slet ikke forstår en dyt af mig. Fordi han får mig til at grine, elske og græde. Alt i en pærevælling. Han driver mig til vanvid. Vi er sjældent enige om noget som helst. Vi kan skændes så det brager, men når alt kommer til alt, så er vi enige om det faktum, at vi ikke vil undvære hinanden igen, for noget i...
Older posts