Om at tage tyren ved hornene..

Ganske jysk og ganske sandt. Da jeg var havde skrevet indlægget her, og tygget lidt på tingene, gik det hurtigt op for mig, at meget af det, som jeg fandt svært også hang sammen med, at jeg intet gjorde, for at skabe en ny hverdag, her i Vilnius. Jeg ringede meget hjem, skrev med venner og gjorde ingen indsats, for at skabe nye bekendtskaber og venner her. Jeg klamrede mig til det kendte. Men selvfølgelig rammes man af en følelse af ensomhed, når dem man taler mest med sidder over tusind km væk. Det opfyldte jo i sidste ende ikke vores behovet. Ikke mine – ikke pigernes. Og det efterlod os med følelsen af at være mere på besøg, end...

Er vi faldet til?!

Jeg kunne sagtens skrive en lang smøre om hvor godt det hele går. For det er der bestemt en masse, som der gør. Men ærlig talt har jeg mere behov for at lette hjertet. Jeg synes også dele af at flytte til en anden kultur er svært. Jeg har hjemve, savner vores hus, altså vores lille base i Aalborg, hvor jeg kender hver krog og føler mig hjemme. Jeg savner vores familie i DK og selvom vi facetimer og taler i telefon ofte, så er det bare ikke helt det samme. Jeg savner krammene og de dybere samtaler.  Det er klart, at dødsfaldet, som jeg rejste hjem til, i sidste uge, også stadig sætter sine spor. Det er svært at være...

Billedet, som fik folk til at skride.. 

Nu har jeg sovet på det og ja det undre mig sgu egentlig stadig hvad der skete.. Kort fortalt delte jeg billedet her af mig og havfruen, igår på min Instagram. Med det resultatet, at “følger flugten” begyndte.. Altså bevares. Ikke vanvittige mængder, men alligevel nok til, at bemærke at tallet tikkede nedad. Egentlig påvirker det mig ikke på den måde, at jeg vil ændre i hvad jeg deler – jeg bliver simpelthen bare så nysgerrig på hvorfor? Hvorfor smutte over et ganske uskyldigt badekars billede? Mon billedet provokere på nogen måde? I. Do. Not. Get. It. For mig er det egentligt blot et øjeblik af nærhed og ømhed, som blev fanget. Fanget blev det i øvrigt kun fordi den...

På vej den anden vej…

Endnu engang sidder jeg i lufthavnen og hamre i tastaturet. Det er få dage siden, at jeg sidste delte, men alligevel føles det allerede, som om der er gået hundrede år. Meget er sket og mange tårer er grædt. Det har været hårdt og det er hårdt atter engang, at rejse imod Vilnius. Jeg savner min egen hjemmelavede lille familie – men det er også hårdt, at efterlade resten af min familie i Danmark. De sørger. Jeg søger. Og jeg savner dem allerede. På en måde føles det helt forkert, at lade landegrænser adskille os atter igen. Men det er nu engang sådan det er og selvfølgelig glæder jeg mig også til at komme hjem, til mit andet hjem. Der...

Jeg er på vej hjem…

Jeg er på vej hjem. Hjem til Danmark. Det har jeg i mine tanker været siden fredag aften, hvor jeg modtog opkaldet. Jeg kunne høre på den grådkvalte stemme, med det samme, at noget var helt galt. Faktisk vidste jeg det allerede inden jeg tog telefonen, at noget var galt. Og i et øjeblik når alle de indre alarmklokker, at gå i gang. Panikfølelsen spreder sig ud i hver eneste celle i kroppen. Sindet skriger på svaret. Blot for at indse få sekunder senere, når ordene falder “han er død”, at man egentlig slet ikke ville have det svar alligevel. At ønsket om at spole tiden tilbage opstår, efterfulgt af en million tanker, som hvirvler rundt uden at finde en...