Dengang vi fandt sammen.. igen..

I går luftede jeg lidt det med, at jeg nok først noget senere end det reelt skete, delte at jeg var sammen med Dan igen. Og egentlig aldrig har delt historien om hvordan det skete. Det behøver jeg selvfølgelig slet ikke, men jeg bliver faktisk ofte spurgt og det er jo ikke som sådan nogen hemmelighed. Grunden til, at jeg ikke har delt det før, er nok at det er et enormt følelsesladet emne. Det er sensitivt og sårene er måske først for nyligt blevet ar. Altså har der været en mulighed, for at de kunne springe op, hvis jeg pillede lidt for voldsomt. Der føler jeg ikke, at jeg er længere og det føles ikke på samme måde grænseoverskridende,...

Nogle gange er det bare så svært

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen. Jeg synes det er pisse hamrende svært, at være kærester (okay ja ja vi er mand og kone) og at være mor og far. På en og samme tid. Vi falder så let i hverdagsfælden, hvor parforholdet gang på gang bliver skubbet i baggrunden til fordel for ynglet. For de kommer først. Altid. Og sådan skal det jo også være – i min optik i hvert fald. Men måske det kan være nødvendigt for mig, at give lidt slip og lade “os” komme i først række ind imellem. Hvis ikke vi gør det ender bekostningen jo nok med at være, at mor og far ikke kan få det til at...

Idiotiske ting vi skal stoppe med at sige til fædre

  I kender det sikkert. I har forladt hjemme uden ynglet. Måske er i taget ude for at handle, drikke kaffe i fred eller *indsæt selv en passende uden-børn situation*. Her møder i en bekendt/fremmed/naboen eller hvem det måtte være, som selvfølgelig lige i forbi farten henkastede spørger hvor børnene er. De er hjemme med deres far, svarer man, uden at tænke nærmere over det. Straks får man blikket, blinket og grinet, som indikere at det er lidt af et sats. Måske efterfulgt af et “hold da op kan man godt klare tre børn”. Helt ærligt sidst havde jeg mest lyst til at dunke den frysepizza (ups) vognen indeholdt i hovedet på den ellers søde dame. I stedet smilede jeg bredt og grinede...

Om julegaver, overskud og en konkurrence

Indlægget er lavet i samarbejde med Unicef Noget af det der giver mig allermest overskud i hverdagen er mine børn. Med det sagt er de altså også dem der hurtigst kan opbruge min energi, men et lille smil fra dem eller en af deres sjove kommentarer, så er alt glemt og jeg føler mig fuld af overskud. Det kender i nok? Den anden aften, da jeg puttede de store sagde den ene “mor din numse er altså ikke stor”.. Jamen tak skat, kvitterede jeg inden barnet udbrød “den ser bare sådan ud”. Well thank you. Hun forstod ikke helt hvorfor moderen trillede en tåre af rene latterkramper. Men den umiddelbarhed er bare så fantastisk. I år har vi, ligesom sidste...

Sådan mødte jeg min baby daddy <3

For godt 8 år siden faldt jeg over min livs kærlighed i en kæmpe brandert i gaden (altså Jomfru Ane gade that is). I alt for små hotpants og en top, som ikke gjorde meget for at skjule mine fordele, så hapsede jeg ham lige for næsen af nogle mindre tilfredse madammer. Da jeg kom gående ned af gaden og så ham, så vidste jeg han skulle være min. Jeg må indrømme at jeg nok ikke tænkte hus, gift og 3 børn kind of min.. Men hehe på noget helt andet. Og ja sådan startede vores kærlighedseventyr. Som et one night stand. Egentlig ved jeg ikke engang om man kan kalde det, det, for allerede næste nat sov vi sammen...