Læs, hvis du overvejer at stikke af fra materialismen, til ødemarken.

943cede5-4ffe-4964-8a12-d2c7c25b8957 For så er du nemlig ikke alene. Det fylder meget i mine tanker for tiden. Det der med en mere minimalistisk tilgang til livet. Jeg ved, at jeg kan være enormt materialistisk og at det ofte nogle gange er en sutteklud, som i sidste ende handler om min egen usikkerhed og ikke giver mig noget som helst, når det kommer til stykket. Jeg vil gerne have en mere minimalistisk tilgang til livet, hvor jeg fokusere mere på de vigtige værdier. Men jeg vil også gerne finde en balancegang, hvor jeg ikke stikke af til ødemarken i Sverige, går i bare tæer, ikke har tv og bliver selvforsynende. For det er lidt den retning mine tanker tager, når det hele bliver for meget. En slags flugt fra virkeligheden og et gemmested, hvor den, altså virkeligheden, ikke kan nå eller påvirke mig. Og en flugt er, når det kommer til stykket, egentligt heller ikke en løsning, når det er inden i mig, at jeg skal finde balancen. Det er indvendigt, at jeg er i ubalance og derfor har svært ved at finde ro og at være glad. Det er svært synes jeg. I bund og grund har jeg vel flere sider, som kæmper lidt en kamp. Det her handler selvfølgelig ikke kun om materialisme versus minimalisme. Det er en del af ubalancen, men altså ikke hele konflikten i mit indre. Men jeg føler det er en vigtig konflikt at forsøge, at tage hul på. At forsøge, at finde en balancegang. Et niveau, hvor jeg finder ro og ikke farer ud med Visa-kortet, hver gang jeg bliver usikker eller ked af det. Det er så uholdbart og tosset. Og løsningen er nok ikke, at flygte ud i ødemarken uden telefon. Omend jeg nogle gange synes det virker tillokkende. Ironisk, taget mit erhverv i betragtning. Men igen, så er det nok endnu en konflikt i mit indre. Det med, at finde balancen imellem at dele ud af sig selv og holde fri. Altså sådan rigtig fri, hvor jeg bare er mig og ikke mig der deler ud af mig selv og mit indre. Holde fri fra mail, Instagram og blog. Jeg bliver nød til at være bedre til, at lytte til den lille stemme i maven. Den plejer, at have ret. Nå, men sandheden eller “løsningen” ligger jeg altså ikke inde med. Jeg ved blot, at jeg bliver nød til at tage en alvorlig snak med stemmen derinde i maven og lytte, istedet for at undertrykke.