Forresten da også #35

  • Skal jeg til bachelor eksamen på tirsdag og jeg ryster seriøst i bukserne bare ved tanken. Jeg ved jeg kan, men hvad nu hvis jeg ikke kan alligevel? En elefant landende på min brystkasse, i det sekund min tanker centrede sig om eksamen. Jeg hader det simpelthen. Men set fra den positive side er det jo den sidste, hvis jeg består.
  • Har jeg for første gang prøvet vegetarisk pålæg. Jeg var vild med det. Det var fra Den grønne slagter og med peberfrugt. Prøv det! Jeg skal klart gøre mere i det. Generelt havde jeg skruet en del ned for kødforbruget i husstanden, men da der kom en mand i huset igen gik det lidt fløjten. Nu prøver jeg, at samle tråden op, hvor jeg tabte den. Jeg har endda investeret i en blender til suppe. Nu skal vi dæleme ha' nogle grønsager og smoothies. Blenderen skal jeg faktisk hente på posthuset i dag.
  • Har jeg klikket den skønne taske hjem, som jeg delte med jer inden jul. Nu håber jeg bare, at den er lige så smuk, som jeg tror den er.
  • Begyndte jeg inden jul, at kigge lidt på Tromsø. I Norge. Jeg ledte efter et sted med sne og vil virkelig gerne opleve Nordlyset. Nu vælter jeg konstant ind i reklamer og diverse blogindlæg om Tromsø. Mærkeligt much?!
  • Rejser vi på ferie om 2 uger og 1 dag. Præcis. Og jeg glæder mig vanvittigt meget. Sol, strand og familie. Kan man ønske sig meget mere?
  • Apropos familie. Er vi inde i en periode hvor det at have tre pigebørn virkelig kommer til udtryk. Hold nu kaje, hvor kan bølgerne gå højt herhjemme. Skrigen, så vinduerne bævre, riven i hår og uenigheder om de mindste detaljer er efterhånden hverdagskost og det trækker ærlig talt tænder ud. Jeg har aldrig været god til pigefnidder. Men med tre døtre er det nok en smule optimistisk, at tro at jeg slipper for det. Nogensiden igen.
  • Er det heldigvis weekend lige om lidt og jeg håber den bliver med betydeligt mindre skrigen end den sidste :P
e1c15f4e-fa6d-4878-8f65-dc35aecda1f8