Hvordan turde du, at give det en chance mere?

Er også et spørgsmål, som jeg ofte får. Svaret er simpelt og alligevel slet ikke. Men fordi jeg ganske enkelt ikke kunne lade være. Fordi det føltes, som det mest forfærdelige i hele verden, at være et sekund mere uden ham. Fordi han er min anden halvdel. Min bedste ven. Fordi han forstår mig allerbedst i hele verden og samtidig slet ikke forstår en dyt af mig. Fordi han får mig til at grine, elske og græde. Alt i en pærevælling. Han driver mig til vanvid. Vi er sjældent enige om noget som helst. Vi kan skændes så det brager, men når alt kommer til alt, så er vi enige om det faktum, at vi ikke vil undvære hinanden igen, for noget i verden. Det vi har sammen er unikt og vi har et bånd, som binder os sammen. Vi mødtes start tyverne og har været samme 1/3 af vores liv. På den måde bliver man nærmest en del af hinandens dna. Det lyder måske fjollet, men jeg føler, at han er en del af mig. At han fuldender mig. Han får mig til at føle mig smuk. Han har givet mig tre fantastiske børn. Hver morgen sender han den sødeste godmorgen besked. Han holder min hånd. Han ved hvordan jeg har det, uden at jeg overhovedet behøves åbne munden. Jeg ved at jeg kan være alene, at jeg kan gøre tingene selv. At jeg kan klare mig uden ham. Nu ved jeg bare også at jeg ikke har lyst til det. På den måde tror jeg vores pause har været sund. Perspektiv er nok aldrig tosset. Men selvfølgelig ville jeg ønske at vi ikke havde såret hinanden så dybt, at det ikke havde gået ud over børnene. Der er og var en del ting, som jeg gerne ville have været foruden. Men jeg tror vi er stærkere nu, end nogensinde og den del prøver jeg at fokusere på. At vi har lært af vores fejl og at vi er bedre varianter af os selv og stærkere end nogensinde. e330eb70-3fab-4e8d-89fc-76d2779dde39