Ham & mig

Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg har delt ud af mit inderste. I har været med mig i hele processen. Post skilsmisse, under skilsmissen og efterfølgende. Da jeg var allermest vred og såret. Da vi fandt hinanden igen. Hele vejen har jeg delt og det har føltes helt rigtig. Både fordi det hjalp mig at skrive følelserne ud, at “sige” dem højt, men også fordi det føltes knapt så ensomt, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke var alene. At vi var mange i samme båd. Nu er det vist på tide med en lille update. Det går godt. Ej, nu skinner mine nordjyske gener vist igennem, for selvfølgelig er det mere end godt. Det er faktisk fantastisk. Vi er glade, forelskede og nyder hinanden og ungerne. Det har ikke været let at nå hertil. Det var ikke bare at finde sammen igen. Det var faktisk den lette del. Det har nemlig koster blod, sved, tårer og hårdt arbejde. Og jeg har råbt temmeligt meget. Været såret og følt mig svigtet. Haft svært ved at give slip i fortiden. Den der tilgivelse er ikke bare kommet af sig selv. Jeg har givet mig selv lov at at reagere, at lade følelserne få los. Også dem, som der ikke kommer noget specielt konstruktivt ud af. Men det var nødvendigt. At lade dem komme ud, at lade dem fylde, at give plads til muligheden, for måske ikke at kunne tilgive. At give plads til den mulighed, at vi måske virkeligt ikke var for evigt. Af en eller anden grund virkede det tilsyneladende for mig. For da jeg havde “afreageret” på hele skalaen af følelser, forsvandt vreden også. Jeg følte mig på en eller anden måde lettere, fordi de følelser og raseriet ikke længere rumsterede og reagerede på indersiden af mig. Forstå mig ret. Det hele forsvandt ikke blot, som ved et trylleslag. Angsten, smerten og vreden kan stadig kigge forbi. Som en strøgtanke, som puster ind fra højre og giver et smerteligt jag. Men det fylder ikke på samme måde længere. Og måske på et tidspunkt vil det ikke gøre ondt at tænke tilbage på længere, men blot være et minde?! Det håber og forestille jeg. For et år siden troede jeg mit hjerte skulle gøre ondt for evigt. Det føltes vitterligt som om det aldrig kunne hele. At det for evigt var sprængt i atomer. Sådan har jeg det slet ikke længere. Jeg har i hele processen kæmpet med min definition af kærlighed og hvordan jeg nogle gange ser tingene meget sort/hvid. Jeg har nægtet at tro på hans kærlighed, at tage den ind, fordi jeg har haft et klart billede af hvad man gør og ikke gør, når man elsker hinanden. Men så simpelt er det jo slet ikke. Og min definition  er jo i sidste ende netop min. Og min virkelighed og ikke nødvendigvis hans eller andres for den sags skyld. Jeg har lært, at kærlighed ikke er så sort/hvid og hvor vigtigt det er at lytte til sit hjerte. At turde stole på den anden. Når det kommer til tilgivelse, så læste jeg hos SneglcilleTilgivelse er ikke svagt, det er ikke en blåstempling af hvad der er sket. Det er bare et punktum. Det tror jeg er noget af det klogeste jeg har læst. For det er nemlig præcis den del jeg har kæmpet uendeligt meget med. Ikke at kunne tilgive, fordi det ville betyde, at det skete var okay. Men nej. Tilgivelse er blot et punktum. Og allermest for min egen skyld. Og det føles godt, at være der, hvor jeg tror, at jeg er klar til at sætte punktum for fortiden og lade den blive der, hvor den hører hjemme. 37884f28-47c3-44a7-81fd-0e889ec7b2bd