Introvert - om at acceptere sig selv

For knap et år siden skrev jeg et indlæg om at være indadvendt, sensitiv, introvert eller hvad man nu ellers kan finde på at kalde det. Jeg havde nu ikke brug for en label eller en kasse jeg ku’ kravle i, men jeg fandt en eller anden tryghed i, at læse om selve begrebene. Det hjælp mig med at sætte ting på plads i mit eget hovedet og det hjalp mig med, at finde en accept og en respekt for, hvordan jeg er skruet sammen. Jeg har brugt hjernedøde mængde af tid og energi på, at føle mig forkert og utilstrækkelig. At føle at jeg ikke passer eller passede ind og at jeg ikke var god nok. I bund og grund er det jo “god nok til mig selv”, for det var jo udelukkende mine egne krav om at være udadvendt og social, som jeg ikke kunne leve op til. Fordi jeg ikke lyttede til mine egne behov og ignorede dem på det groveste, indtil mit hoved var ved at eksplodere. Ignorede, at jeg har et stort behov for at trække mig og for at være alene. Jeg har brug for ro og mit eget selskab, for at lade op. Sådan er jeg og at fornægte det, var at gøre vold på mig selv. Det pudsige ved, at begynde at acceptere og dermed respektere mig og den jeg er, at det har lukket op, for en langt mere social del af mig. Pludselig har jeg et større socialt behov og en lyst til at være blandt andre mennesker, i langt større grad, end tidligere. Jeg er blevet mere modig og udadvendt. Det har jeg tænkt en del over, for ærlig talt har det undret mig, hvor det pludselig kom fra. Jeg er kommet frem til, at forskellen er, at det nu er på mine præmisser. Det er Nanna, som dukker op. Ikke Nanna med en facade, som forsøger at tvinge noget over hovedet på sig selv. Ved at acceptere og respektere hvordan jeg er skruet sammen har jeg pludselig overskud til mere, fordi jeg ikke bruger alt min energi på at bekæmpe mig. Giver det mening?! ~ Noisy May jakke (lignende) ~ YAS kjole ~ Becksøndergaard taske ~