Nej, fordi jeg ikke kan overskue et ja

Jeg har længe tænkt over nogle ting i mit forældreskab, som jeg gerne vil være bedre til. Jeg synes selv, at jeg er kærlig og forholdsvis tålmodig. Jeg ser og anerkender mine børn og jeg elsker dem. Det er der selvfølgelig ingen tvivl om. Men samtidig synes jeg faktisk også, at jeg er lidt af en nej-siger i forhold til ungerne. Sådan en mor, som ofte har nej hatten trukket godt ned om ørerne. Uden egentlig at have en god grund. Fakta er nok nærmere, at nej ligger lige på tungen, fordi jeg ikke altid kan overskue et ja. Fordi jeg er træt, ikke har energi eller lignende. Sådan set fra voksen perspektiv. Giver det mening? At jeg nogle gange bare siger nej bare fordi jeg ikke lige orker et ja og hvad det indebærer? At nej’et er lettere? Uden egentligt at være det, for det medfører jo ofte en masse øffen fra ungerne ;) Så jeg øver mig. I at tage ja-hatten på og trække den godt ned om ørerne og pakke den der nej-hat godt væk. Og det viser sig faktisk at give mere energi, at tænke mere ja end nej. Selvom min umiddelbare reaktion er, at sige nej til at spille Sorte Per, så prøver jeg at sige ja. Og det viser sig jo som oftest, at være en succes. At vi alle hygger os med det. At det ikke er hverken trælst eller uoverskueligt. At det uoverskueligt kun findes i mit sind. Ja, Sorte Per er måske et fjollet eksempel, men det var lige hvad der faldt mig ind. En lille dagligdags situation. Og selvfølgelig handler det ikke om, at ungerne skal sætte dagsordenen. Det er slet ikke der, hvor jeg er. Jeg vil ærligt talt bare gerne ændre mit tankemønster. Jeg vil øve mig i ja’er og droppe nej’er. Jeg vil føle den positive energi, som ja’er skaber sammenholdt med nej’er. Giver det mening?!