Er vi faldet til?!

Jeg kunne sagtens skrive en lang smøre om hvor godt det hele går. For det er der bestemt en masse, som der gør. Men ærlig talt har jeg mere behov for at lette hjertet. Jeg synes også dele af at flytte til en anden kultur er svært. Jeg har hjemve, savner vores hus, altså vores lille base i Aalborg, hvor jeg kender hver krog og føler mig hjemme. Jeg savner vores familie i DK og selvom vi facetimer og taler i telefon ofte, så er det bare ikke helt det samme. Jeg savner krammene og de dybere samtaler.  Det er klart, at dødsfaldet, som jeg rejste hjem til, i sidste uge, også stadig sætter sine spor. Det er svært at være væk, når det gør ondt indeni og jeg ved det også gør det på dem jeg holder af. Børnene reagere. Det meste af tiden har de det godt. Vi hjemmeskoler og får hjælp af en engelsklærer, som kommer et par gange om ugen. Men engang imellem krakelere tingene også for dem. De savner også familien, vennerne og deres hverdag, som de kendte den. Det hele er nyt og det kræver tilvænning. Og det gør ondt indeni, når de bliver kede af det. Jeg synes det er svært at finde balancen i det nye job. Det er vanvittig spændene og jeg bliver så grebet af det, at jeg glemmer tid og sted. Men det efterlader også et tomrum. Fordi det er timer, som jeg plejer, at bruge med børnene. Og jeg synes det er hårdt at være væk fra dem, mere end jeg plejer, samtidig med at jeg også synes at det er spædene. Det er lidt, som at stå med et ben i hver lejr og føle sig utilstrækkelig begge steder. Så imens den første tid er fløjet afsted, og virkede så let og ligetil, så synes jeg pludselig at det hele kulminere. Men ærlig talt ville det nok også være mere underligt, hvis ikke der kom en reaktion fra os alle..