At lave en underretning..

Af en eller grund kom det helt og aldeles bag på mig, at gårsdagens indlæg kom til at handle en del om underretningspligt. Jeg har ellers fået indtrykket af, at det ikke er noget man taler højt om i vores kultur. Det der med at lave underetninger. Måske skyldes det, at jeg kommer fra landet. Der hvor man ikke stikker næsen i andres sager, blander sig udenom hvad naboen laver, uanset om det så er at banke konen og ungerne, men stadig sladre om det. Det er måske sat en smule på spidsen og alligevel indeholder det en del sandhed. Jeg finder det selv enormt grænseoverskridende, at “blande mig i andres sager”, som en underretning jo tildels føles som. Men faktum er jo, at vi alle har underretningspligt. Er vi bekymrede for et barn eller en ung er det vores pligt, at kontakte myndigheder. Selvfølgelig er det, det havde jeg også nær sagt. For hvis børn har brug for hjælp burde ingen af os jo tøve med at foretaget et opkald eller sende en e-mail. Det er simpelt for os, men kan betyde en del mere for dem, som måske sidder fast i en ulykkelig situation! Vi lavede en underretning morgenen efter vi opdagede husets stand. Vi vidste med det samme, at vi blev nød til det. Knuderne i vores maver voksede og voksede. Men vi sov alligevel lige på det og “samlede mod”. Vi havde brug for samle vores tanker og være sikker på, at det ikke handlede om vores egen vrede, men faktisk oprigtig bekymring for børnene. At vi gjorde det af de rigtige årsager! Det lyder måske underligt, men følelserne vælter bare rundt i kroppen, når man opdager den stand på sit hus. Vrede, bekymring, opgivelse og håbløshed. Alt i en pærevælling. Og vi er jo ganske klar over, at anmeldelsen kan blive betragtet, som et “forsøg på hævn”. Og at den selvfølgelig ikke blive velmodtaget hos dem vi underretter om, at de kan regne ud hvor den kommer fra og vi ønsker jo ærlig talt ikke “ballade”. Vi har jo nok i vores eget. Men alt det pladder blev vi altså bare nød til at ligge til side. Det handler jo slet ikke om os og om vi synes det er svært og grænseoverskridende - men om børn og en familie, som måske/måske ikke har brug for hjælp. Og der er ingen undskyldning for, at undlade at gøre noget. Jeg pudser ikke glorien. Alle kan havne i en uoverskuelig situation, hvor der er brug for hjælp eller måske blot et skub tilbage i den rigtige retning, for at komme tilbage på sporet. Det ved vi!! Men hvorfor er det så, at den første indskydelse jeg fik, var at stikke hovedet i busken og blande mig udenom?!