Selvom vi ikke kender dig endnu....

Jeg er bange for at dele det her. Jo mere jeg mærker efter, kan jeg faktisk mærke, at jeg er skrækslagen. Jeg er skrækslagen for at dele det enorme ønske, som jeg har om et barn mere. Jeg er bange for, at det aldrig lykkes. Jeg er bange for, at vise de følelser for andre. Bange for, at det skal gøre mere ondt, når andre ved, hvordan jeg virkelig har det. Samtidig ved jeg også præcist, hvor hårdt det er at gå med alene, at holde sine håb og drømme som en hemmelighed. Det fungerede ikke for os. Så nu prøver vi den anden metode, som pt føles enormt overvældende. Vi spiller med fuldstændig åbne kort i denne proces. Vi ønsker os et barn mere. Af brændende hjerter. Vores familie er fantastisk. Vi har tre fuldstædigt fantastiske og smukke døtre. Vi føler bare stadig, at der mangler en sidste brik i puslespillet. En, som vi endnu ikke har mødt, En som vi endnu ikke kender. Men en, som det føles som om, vi ikke kan leve uden. Men det der med babyer er jo ikke så let, når man faktisk ikke selv kan lave dem. Hele baby snakken har kørt løbende siden vi fandt sammen igen for to år siden. I starten var vi ret enige om, at vi ikke  var et sted, hvor det var ok, at bringe flere børn ind i billedet. Vi var ligesom blevet skilt et halv år forinden, så vi blev enige om, at lukke den. Men med jævne mellemrum har snakket alligevel rumsteret rundt. Jeg har følt mig en smule forkælet og åndsvag, for come on, hvor heldig er vi ikke, at have tre børn, når oddsene sagde, at vi måske slet ingen ville få. Men ønsket om et barn er altså ikke blevet mindre. Det gør ikke mindre ondt i hjertet, at det ikke er et valg vi selv tager. Det er stadig en sorg på alle måder og jeg er simpelthen skrækslagen, for at åbne op for den pose af følelser igen. For shit det var nogle enormt hårde år at komme igennem. At ønske sig noget så inderligt, og indset, at det måske ikke var sådan livet skulle gå. Det føltes, som et tab. En fremtid, som blev stjålet ud af mine hænder, uden at jeg kunne gøre en flyvende fis ved det! Og så er jeg bange for reaktionen. At vi måske ikke kan "tillade" os, at ønske og føle os såret. For vi har vi allerede tre børn. Og kan man så egentlig overhovedet tillade sig at kalde det hårdt? Jeg kan mærke, at jeg allerede forbereder mig mentalt på, at skulle forsvare mine følelser og drømme. Men jeg vil ikke gøre det til en diskussion om, hvad jeg kan tillade mig at føle og hvem det er mest hårdt for. Det er slet ikke det, som det handler om, for mig. Jeg ved at jeg er heldig at have tre døtre og det priser jeg mig lykkelig for, hver evig eneste dag. Det betyder bare ikke, at jeg ikke kan ønske mig et barn igen, ligeså brændende, som jeg ønskede de andre og sørge en smule over, at det ikke er en beslutning vi hundred procent er herre over.

>>> FØLG MED PÅ FACEBOOK <<<

Jeg er bange for at sige højt, at jeg håber på et barn mere, sådan rigtigt, og at det måske aldrig lykkes. Jeg er bange for at sige højt, hvad jeg ønsker, fordi det måske så vil gøre mere ondt, hvis det ikke lykkes. Hvis jeg indrømmer overfor mig selv og andre, hvor stort ønsket er. Jeg får en kæmpe klump i halsen, når jeg skriver dettte. Jeg kan mærke tårerne presser sig på. Det gør ondt og min krop reagere fysisk ved at give mig kvalme og ubehag. Den krop, som har været så meget igennem. Hormonkurer, undersøgelserne på kryds og tværs, sorgen over ikke at kunne præstere. Alt det sidder stadig så dybt i den, at den ikke helt ved hvordan den skal reagerer. Og det gør mig ked af det, at beslutningen om, at forsøge, at få et barn mere bringer alt dette med sig. At det ikke bare er ren lykke. Jeg føler mig snydt.  Snydt for bare at prøve lidt, tisse på en pind, og så var den der. Men samtidig vil jeg jo ikke bytte mit liv for nogens! Det er de sårede følelser, som viser sig ansigt, når de tanker opstår. Men nu ved du det -  vi ønsker os brændende et barn mere og snart går vi igang med fertilitetsbehandling, for at komme et skrid nærmere drømmen. Jeg har faktisk tænkt på, at dele hele processen her på bloggen. Eller Dan har faktisk sagt, at jeg burde. At jeg burde lukke dig helt ind. Åbne op, for alt det, som gemmer sig indeni mig. Få det ud. Både fordi, at det er sundt og godt for mig, at skrive mine følelser ud, men også fordi der helt sikkert sidder flere i samme båd som os, som kan bruge det her til noget! Mon du har lyst til at følge den process?

Find gruppen "Fertilitetsbehandling #dueraldrigalene på Facebook