Hvor langt vil vi egentligt gå?

Jeg forsøger virkelig, i dette forsøg, ikke at forvandle mig til den, som kun kan tænke graviditet og teste døgnet rundt. Det med at teste går selvsagt ikke specielt godt. Jeg har testet, som en gal. Alle med samme resultat. Negativ! Og min tanker kredser igen og igen om det faktum, at jeg virkelig håber på en graviditet. Ikke på samme måde, som dengang vi slet ikke havde børn. Men jeg kan mærke, at det alligevel er en sorg for mig. Efter, at jeg har sagt det højt og efter, at jeg har tilladt mig selv, at mærke efter helt inde i hjertet. Det er en sorg, ikke selv at kunne bestemme om familien skal udvides. Det er en sorg, for mig, at det måske ikke lykkes. Jeg får lyst til at kravle under dynen, gemme mig og have skide ondt af mig selv. Ikke, at det hjælper en flyvende fis. Jeg har bare enormt svært ved at være i mig selv og mine følelser. På den ene side, synes jeg faktisk selv, at jeg er ganske forkælet. Jeg har tre børn og så tuder jeg over, at det måske ikke bliver til flere. På den anden side, ved jeg jo, at drømme og ønsker ikke altid hænger sammen med hvad man allerede har. Og ikke har en skid, at gøre med, om jeg værdsætter hvad jeg allerede har. For selvfølgelig gør jeg det. Jeg elsker jo ikke mine børn mindre, fordi jeg drømmer om et mere. Mine drømme for fremtiden er måske bare ikke realistiske. Og den fremtid er bare ikke kun i mine hænder. Og hvor langt vil vi egentlig gå, for et barn mere? Et spørgsmål, som jeg blev stillet på Instagram, for nogle uger siden. Jeg er ikke sikker på, hvad svaret er. Vi hænger stadig i med det sidste desperate håb om, at testen imorgen er positiv. Men min logiske hjerne, har altså lidt opgivet det og tror ikke på det længere. Og hvad så nu? Lader vi det være med det? Eller kaster vi os ud i et længere forsøg med tonsvis af hormoner, æg groning, ægudtagning, ægoplægning osv. I håbet om at det måske lykkes. Og hvor meget må det påvirke vores hverdag? Vi har jo også tre små kopier, som ikke skal "lide" i det her. For om vi vil det eller ej, så påvirker det jo både krop og psyken en helt del, når man er i fertilitetsbehandling. Jeg ved det ikke. Faktisk aner jeg det ikke og jeg skifter mening nærmest hvert sekund.