Jeg testede..

Det slår mig pludseligt, at jeg aldrig har fået opdateret herinde, med resultatet af vores fertilitetsbehandling. Jeg har løbende opdateret på Instagram, men jeg kan selvfølgelig ikke forvente, at hver og en kigger med derinde. Men testen var, som forventet, omend vi håbede til det sidste, negativ. Det kom jo egentlig slet, slet ikke som et chok, men alligevel var det lidt af en mavepuster. Jeg er god til at håbe videre, selv når det ser allermest sort ud. Og jeg håber da også stadig, at drømmen lykkes. Det eneste, som får mig til at føle mig en smule presset er min alder. Jeg fylder 35 i november og egentlig har jeg altid sagt, at det med børn sluttede, når jeg fyldte 30. Der snød lillesøster mig jo og kom 3 dage efter min 30 års fødselsdag. Men tre dage og 5 år gør jo alligevel noget af en forskel - i hvert fald når det kommer til, hvor fertil man er. Vi har bestemt, at give fertilitetsbehandlingen en lille pause på et par måneder. Noget vi aldrig tidligere har gjort, når først vi har været i gang, men som jeg tror er rigtigt sundt for psyken. Operation baby kommer meget let til at fylde alt, især hos mig. Og vi har jo trods alt tre baryler, som kommer i første række og som jeg/vi gerne skulle nyde fuldt ud. Og jeg kan mærke, at det er lidt en lettelse med en pause. Ikke fordi ønsket er mindre, men fordi jeg faktisk nu, kan mærke, at jeg havde behov for at trække stikket og mærke mig selv. Trække vejret helt ned i maven og bare være. Uden et ton ekstra hormoner og håb og skuffelser hængende over hovedet. Udover alt dette vil vi også gerne fortsætte i behandling i DK. Nok mest mig. Fordi jeg finder en tryghed i det og slet ikke kan overskue, at skulle "starte forfra" et nyt sted. Det er jo et følsomt emne og der medfølger også en vis mængde undersøgelser. Undersøgelser, som jeg måske ikke har lagt det store i, men som min krop fortæller mig, at den alligevel har taget nært. Men helt ærlig hvem synes egentlig at ugentlige scanninger af skrævet er særlig tillokkende? Ikke mig, det er klart. Og selvom det hurtigt er overstået og det ikke føles, som det store, så kan jeg alligevel mærke, at alle de mange behandlinger vi har været igennem har rykket til og med nogle grænser hos mig. Noget jeg ikke tidligere var særlig god til at lytte til. Jeg kan ikke helt forklare hvad det er, som det gør ved mig, for jeg forstår det måske heller ikke helt selv, Måske giver det slet ikke nogen mening? Når alt kommer til alt handler det måske om, at det er et område, som man vanligt deler med sin mand og ikke diverse fremmede, for at lave en baby. Og det kan være svært både at have overskuddet til at være den med stængerne i vejret til scanningerne og øve at lave babyer på naturlig vis. Der er simpelthen nogle grænser, som for mig, bliver rykket og det tager sgu pusten og lysten fra mig. Bedre kan jeg nok ikke forklare det.