Hvorfor rejste vi hjem?

Det fik jeg vist egentlig aldrig svaret på, da jeg delte, at vi er flyttet tilbage til Danmark. Men min tanker om dette kommer herunder. Jeg beklager, hvis det bliver lidt rodet. Men grunden er jo ikke blot en enkelt, men mange og baseret på, hvad vi tror er bedst for vores famile som helhed og ikke hvert enkelt individ. Hovedårsagen var og er børnene. De savnede Danmark, deres venner og familie i Danmark og vi, den voksne del af selvskabet, følte, at vi var nået til et punkt, hvor vi skulle gøre op med os selv om vi ville blive permanent eller det var tid til at rejse hjem, imens "hjem stadig var hjem". Hvis det giver mening. Jo længere man bliver, jo større bliver rodnettet og vi var nok ikke helt klar til at lade rødderne slå sig helt fast for bestandigt. Selvfølgelig kunne vi have rejst om et halvt år eller tre år alligevel. Men ikke desto følte vi, at det til den tid ville blive sværere for børnene. Og bevares da også for os andre. For nu skal Danmark være hjemmebasen, ikke Litauen, og det betød tid til afrejse mod Danmark. Men det betyder bestemt ikke at vi har fortrudt vores eventyr eller ikke ville gøre det igen. I mit seneste indlæg kom et spørgsmål lydende "Hvordan har I det med at flytte børnene så meget frem og tilbage?". Måske lægger jeg noget i spørgsmålet, som afsenderen ikke har tænkt. Jeg læser nemlig imellem linjerne, at vi rykker børnene for meget rundt. Men pyt nu med hvad afsenderen mente. Grunden til, at jeg bringer det op er, at det faktisk var en reel frygt fra min side, inden vi tog afsted på eventyr. Jeg frygtede, at vi ville gøre børnene kulrede og rodløse. Men det seneste år har givet os alle så meget. Så meget, at jeg faktisk synes at min frygt er blevet gjort fuldstændigt til skamme. Vores verden er bare blevet så meget større. Vi har oplevet en anden kultur, tilpasset os et anderledes samfund, vi er blevet tættere som famile, børnene har udviklet sig enormt, - både personlighedsmæssigt og sprogligt. Vi og de har oplevet så meget, som vi aldrig ville have oplevet, var vi blevet i Danmark. Og i sidste ende tror jeg faktisk, at det er en gave til børnene. At udvide sin horisont og opleve en masse tænker jeg er godt, for de fleste mennesker - også børn. Og på en og samme tid har de stadig et stærkt forhold til familen her i Danmark, fordi vi hele tiden har arbejde på den del også. Med Skype, besøg og så videre. Det seneste år har lært mig, at jeg ikke skal undervurdere, hvor robuste mine børn egentligt er. De er så hurtige og gode til at tilpasse sig. Men en fart, hvor vi voksne ikke altid kan følge med. Så vi er altså slet, slet ikke skræmte fra, at prøve noget lignende i fremtiden. Fremtiden indeholder en masse rejserier, hvis alt går som vi ønsker. På tegnebrættet er en rundrejse i Thailand. Det kunne være helt fantastisk. Men for nu har vi altså lige en gård, som skal renoveres. Den var selvfølgelig også en del af grunden. For ærlig talt er det sgu svært, at sidde flere tusind kilometer væk, når man ved, at ens ejendom er ved at falde fra hinanden.