Vi har udvidet familien

Med den sødeste lille uldtot, som udover, at være vanvittigt nuttet også har vist sig, at være lidt af en tornado af energi og ballade. De første dage i sit nye hjem var hun meget forsigtig og rolig. Den del er gået helt og aldeles af hende, pånær når hun engang imellem dratter om af ren udmattelse. Så sover hun til gengæld også så dybt, at intet kan vække hende. Man kan decideret flytte hende rundt uden hun så meget, som løfter et knurhår. Resten af tiden fordriver hun med at ødelægge min planter, hoppe på hundene og hvæse kløer i alt hvad hun kan komme i nærheden af. Det er heldig for hende, at hun er så yndig, at man nærmest ikke kan blive gal på hende. Især, da hun en nat havde lykkes med at smadre min telefon på gulvet. Heldigvis var det kun panserglasset, som røg. Men man skal altså lige ha' et vågent øje på den unge dame, som altså også har gjort operation lur på sofa umulig. Medmindre man kan sove igennem bid i tæerne og hoppen i hovedet. Navnet, tog et stykke tid at hitte på. Vi lod det nemlig være op til pigerne, som foreslog alt fra prut til Ariel, men altså absolut ikke kunne blive enige om nogle forslag. Indtil jeg foreslog Karla. Det kunne alle li', så familen Pretzmann er nu udvidet med en Karla kat. Hendes afstamning får vi mange spørgsmål til, qua den hvide lang pels, som gør hende ualmindelig fluffy og nuttet. Men vi ved det altså ikke. Fader er ukendt, formentligt huskat, som har været på gennemrejse og ikke blev hængende. Moderen ved vi dog hvem er. Hun er en meget smuk langhåret hvid dame med blå øjne. Men hendes afstamning er også ukendt. Så hvilke gener, den lille Karla kat bærer rundt på må forblive et mysterie. Vi har i øvrigt hentet Karla, hos min farmors bror og kone, så hun bliver altså i familien.