Vi dropper fertilitetsbehandling..

Jeg synes efterhånden jeg har jokket en del rundt i det med fertilitetsbehandling. Men det fylder helt ærligt også en del, ja nærmest alt, når først man går i krig med hormoner og nåle, i håbet om at producere en lille arving. Og vi skulle have været gang i går. Men efter at have mærket efter helt ned i maven, så er overskuddet der bare ikke. Grunden til det manglende overskud skal selvfølgelig findes i den renovering i står midt i, men nok allermest i det faktum, at der er sygdom tæt inde på livet af os. Af respekt for, at det ikke er min historie, at fortælle, vil jeg undlade at nævne mere om det. Det fylder bare en del mentalt. Og hvis der er noget, som jeg har lært fra tidligere behandlinger er det netop, hvor hårdt det kan være for psyken. Og ærlig talt tror jeg ikke, at jeg/vi er et sted, hvor vi skal tilføje mere stress til situationen. Hormoner og dets lige er ikke for børn og det at forsøge, at få en guldklump mere i familen vil jeg gerne kunne gå helhjertet ind i. Det er skam ikke fordi ønsket om en efternøler er blevet mindre - tidspunktet er bare ikke rigtigt. Så fertilitetsplanerne er altså for en stund lagt på is og der er ikke sat en dato på nogen opstart. Jeg tænker, at det sikkert bliver i efteråret, men jeg har simpelthen behov for at trække vejret helt ned i maven og slippe det lige nu. Selvom det er hårdt at nå til den erkendelse. Men samtidig er jeg også lidt stolt. For få år siden ville jeg aldrig have lyttet til den lille stemme, som sagde, at det var for meget. Jeg havde blot kørt på, med chancen for et sammenbrud hængende over hovedet. Fordi målet overskyggede alt andet. Og det er altså ikke sundt. Hverken for krop eller sjæl. I skrivende stund sidder jeg i KBH lufthavn og venter på flyet til Vilnius, hvor jeg skal tilbringe den næste uge. Min søster joiner senere idag og weekenden står på ren hygge, inden næste uge står på arbejde, arbejde. Jeg er ved god mod - jeg skal bare lige sluge det hele!!