Jeg er bange!!

Indlægget her skrev jeg for cirka 14 dage siden. Dengang vi besluttede at gå i behandling igen, igen. På det tidspunkt var jeg ikke helt sikker på, om jeg havde lyst til dele processen denne gang. Hvorfor ved jeg egentligt ikke. Sidste gang nød jeg, at jeg ikke følte mig så alene med det hele. Men samtidig er det også en enormt følsom proces, som kan være hård at dele ud af. Ikke desto mindre er jeg altså endt ud i at det føles ok, at dele, så start tankerne skal du selvfølgelig også have med... 16 september 24 september går turen mod Aarhus og projekt baby går officielt i gang igen. Det har været en langt længere pause fra fertilitetsbehandling end forventet. Vi havde brug for en pause, eller det havde jeg. Jeg kunne mærke at datidens spøgelser begyndte at besøge mig igen. At jeg blev småskør og ulykkelig. Fertilitetsbehandling er ikke at spøge med. Det er vanvittigt hårdt, både fysisk og psykisk. Men især psykisk og jeg kunne mærke, at jeg nok har lidt ting, fra især behandlingen, som endte ud i tvillingerne, som jeg ikke har fået bearbejdet. Det føles lidt som om min krop har lidt et traume. At jeg går fuldstændig i baglås, bare ved tanken om undersøgelser. Og jeg er sikker på, at det skyldes at jeg overskred alt for mange af mine grænser dengang. At jeg ikke lyttede til mig. At jeg ikke tillod mig selv en pause og bare buldrede derud af med 180 km i timen uden at lytte til min krop. Det var ikke sundt og det gav ar. Ar, som jeg har været nød til at forholde mig til. Da jeg endelig følte mig klar igen, havde vi sygdom tæt inde på livet. Kræft i den nærmeste familie. Det tog fuldstændig pusten fra mig og jeg var skide bange. Bange for at miste. Det gjorde vi heldigvis ikke og kræften blev heldigvis lynhurtigt besejret, fordi den blev opdaget i tide og opereret væk! Men jeg er stadig bange. Ikke for kræften. Men for ikke at få flere børn. Jeg prøver at holde frygten i skak, men den snyder og lyver. Prøver at overbevise mig om, at vi slet ikke skal prøve. At jeg slet ikke har lyst til flere børn. Men det er ikke sandt. Jeg føler, at der mangler en. En, som jeg aldrig har mødt. Det lyder tosset, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det hul, som jeg har indeni. Nu prøver vi. En sidste gang og jeg håber og beder til, at den ene gang er lykkens gang!