Fucking endelig 2 streger..

Efter et lille års fertilitetsbehandling kan vi endelig råbe og skrige “fucking endelig”. Fucking endelig er testen positiv. Fucking endelig er jeg gravid! Den lille bønne blev sgu hængende derinde. Og det endda i et fryseforsøg. Vores allersidste forsøg! Vi havde før forsøget totalt afskrevet, at et fryseæg kunne blive til noget som helst. Dem har vi nemlig haft enormt mange af (i tidligere forsøg, da tvillingerne og deres lillesøster blev lavet) og det er simpelthen første gang at vi har held med et. De lange hormonbehandlinger, for at dyrke æggene har været hvor det har lykkedes for os. Det er intet mindre end et julemirakel med en lille julebønne! Og, som jeg også skrev på Instagram efter ægoplægning, så føltes det som om der skete magi. Jeg havde sådan en ro indeni, som jeg lå der bagefter til akupunktur. Jeg har dyrket yoga, for at komme den stress til livs, som min krop virkelig følte. Og det har virkelig givet mig en ro på indersiden. Jeg har også trykket på zoneterapeutiske punkter. Katrine Birk guider så fint i lige nøjagtig det - prøv eventuelt at google det. Og mine punkt var pænt ømme, så måske rykkede det også ved noget. Oveni hatten har jeg fået ekstra progesteron. Så hvad der præcis gjorde udslaget er svært at vide. Måske stod sol og stjerne blot lige præcis som de skulle. Måske var det lige den bønne, som hørte hjemme hos os. Hvem ved?! Graviditeten er faktisk ikke rigtigt sunket ind hos nogle af os. Selvfølgelig gør det positive svar os vanvittigt glade. Det er jo det vi har drømt om. Længe. Meget længe. Men samtidig er vi nok gode til begge at lukke lidt af, for vores følelser, for at beskytte os selv. Det bunder selvfølgelig i en frygt for at noget går galt og måske også, at vi slet ikke havde turde håbe på, at det kunne lykkes. Men det lykkedes og vi skal være mor og far. Igen! Hold kæft hvor er vi heldige!!! Og ja det er vanvittigt tidligt, at vi deler. Men du har heppet med på sidelinjen i tykt og tyndt, så selvfølgelig skulle du også vide, at denne gang var lykkens gang!